You are currently viewing Ny kvindelandstræner

Ny kvindelandstræner

Dansk Skak Union har udnævnt IM Jacob Sylvan til ny Kvindelandstræner efter Peter Thorsbro, der efter flere år på posten har valgt at stoppe.

Skak.dk har bedet den nye landstræner om at sætte et par ord sig selv og den kommende udfordring.

Jacob Sylvan skriver:

Jeg er 44 år, har spillet skak siden jeg var 9 år.

Jeg blev junior DM i 1996, og spillede i næste mange år ikke særligt meget ud over holdturneringen, som jeg var med til at vinde 3-4 gange med Helsinge.

Omkring 2013-14 begyndte jeg at spille lidt mere skak og lidt senere begyndte jeg i en periode at arbejde noget mere med skak, hvilket også øgede både styrken og ratingtallet. I den periode lykkes det mig at komme godt over 2400 og score 2 IM-normer.

Derefter var der noget arbejdsmæssige udfordringer der gjorde at jeg ikke var på toppen de næste 2-2½ år skakmæssigt. I 2019 lykkes det mig at lave den sidste norm og jeg begyndte også at føle at jeg spillere bedre igen, dette kunne dog ikke ses på mit ratingtal der p.t er på det laveste niveau i mange år.

Jeg har i 20 år arbejdet med at træne og udvikle håndboldspillere, mest ungdomshold, så har en stor erfaring i at være behjælpelig i udviklingsprocessen.

I mit arbejdsliv har jeg de sidste 6 år også arbejdet med ledelse og de udfordringer det kan give.

Lidt om mine tanker i forhold til Kvindelandsholdet
Jeg håber at kunne spille en lille rolle i den skaklige udvikling af vores bedste kvindelige skakspillere, og vil gøre mit til at sikre, de ud fra rammerne, bedste muligheder for udvikling.

I forhold til OL er det også mit håb at vi kan stille med et stærkt hold og som hold præsterer bedre end forventet.

Jacob Sylvan

Billedet øverst i artiklen viser Jacob Sylvan og Nina Høiberg ved en holdkamp mellem Nordkalotten og Nordre sidste år.

Arild Rimestad fra FU udtaler til skak.dk:

Dansk Skak Union vil gerne takke dem som søgte stillingen som Kvindelandstræner. Vi er glade for, at IM Jacob Sylvan valgte at søge og også endte med at blive den der kommer til at stå i spidsen for Kvindelandsholdstruppen i forhåbentlig mange år fremover. De har allerede taget godt imod deres nye landstræner og sammen med Jacob er de gået i gang med at finde en dag, hvor de kan samles online til et slags intromøde.

Dansk Skak Union ønsker at takke Peter Thorsbro for hans store arbejde og engagement siden han tiltrådte i slutningen af 2016. Han har været god til at skabe et hold og et sammenhold, med også selv at deltage i nogle af de turneringer, som kvinderne deltog i. Peter mente at der skulle nye kræfter til og valgte derfor at give bolden videre – og den håndbold er blevet taget op af en god arvtager. Vi ønsker Peter al mulig held og lykke i hans videre forløb, i skak- såvel som i erhvervslivet.