You are currently viewing Chess House GM 8. runde

Chess House GM 8. runde

Inden sidste runde i GM-turneringen i Chess House i Aarhus, er feltet knækket over i to dele. Spartak Grigorian fører turneringen og spiller i sidste runde for at opnå en GM-norm.

Dagens runde:

Jens Ramsdal – Filip Boe Olsen 0 – 1
Rundens først færdige parti. Jens Ramsdal vandt begge partier i dobbeltrunden torsdag, men i fredagens runde var Filip Boe Olsens effektive spil en stopklods. Ramsdal undervurderede Filip Boes muligheder på dronningefløjen, mens hans eget fokus var på kongeangreb på den anden fløj. Efter 30 træk havde Filip Boe sejren i hus.

Stormesterturneringen i Chess House har været et fint comeback til topskak for Filip, der igen nærmer sig 2400 i rating. Hvor tæt på han kommer, ved i morgen efter hans parti mod WIM Lena Georgescu i sidste runde.

Jonas Bjerre – Ellen Fredericia 1 – 0
I en fransk åbning fik Ellen hurtigt løst problemet med den franske løber, den blev byttet af allerede i træk 10; men den slags får man jo ikke lov til uden, at der er en omkostning. I dagens parti var det terrænovervægt for Jonas på kongefløjen og en bedre udvikling af officererne. Jonas Bjerre sætte et kraftig pres i f-linjen og da f-bonden var dødsdømt, var det kun et spørgsmål om teknik for stormesteren at hive hele pointet hjem. Jonas har inden sidste runde 6 point af 8 uden tab. I sidste runde har Jonas sort mod stormesterkollega Henrik Danielsen, mens Ellen har hvid mod Jens Ramsdal.

Spartak Grigorian – FM Hilmir Freyr Heimisson 1 – 0
Den tyske gæst Spartak Grigorian havde allerede i 7. runde sikret sig sin sidste nødvendige norm til IM-titlen, så fokus var nu rettet mod det næste mål, en GM-norm. I dagens parti lavede en Hilmir en sjælden åbningsfejl for en spiller på hans niveau med 8. – , Te8, der kostede en ren bonde uden kompensation. Hilmir kæmpede bravt efterfølgende, men den hvide fordel var for stor. Capablanca udtalte engang, at ”En god skakspiller er altid heldig” og Spartak har spillet godt – men har også været heldig i turneringen indtil nu. F.eks. vandt han over Henrik Danielsen i en helt lige stilling, da Danielsen faldt i staver ved træk 39 og glemte at udføre træk 40, selvom der egentlig var god tid. Hvis Spartak får mindst remis i sidste runde mod IM Martin Haubro, er der en GM-norm at tage med hjem til Bremen.

Lena Georgescu – Martin Haubro ½ – ½
I Berliner-varianten i spansk valgte Lena Georgescu med de hvide brikker en af de mere solide forsættelser, der ikke giver mange chancer for modspil for sort. Og partiet var vel i ligevægt hele vejen. Men begge spillere ville forsøget, så remis blev først aftalt ved træk 49.

Jesper Thybo (fotoet øverst i artiklen) – Henrik Danielsen ½ – ½
Stormesteropgøret endte remis, men hvis en remis er lige så underholdende og spændende, som dagens parti, gør det ikke noget med uafgjort. Klimaks i partiet er selvfølgelig forviklingerne efter Thybos officersoffer med 40. Sxb5. Partiet følger her:

Stillingen inden sidste runde:
1. Spartak Grigorian, Tyskland 6½ point
2. – 3. GM Jonas Buhl Bjerre, Skanderborg, 6 point
2. – 3. GM Jesper Søndergård Thybo, Køge, 6 point
4. IM Filip Boe Olsen, Skanderborg, 5½ point
5. GM Henrik Danielsen, Køge 4½ point + H
6.  FM Hilmir Freyr Heimisson, Jetsmark 3½ point
7. – 9. WIM Lena Georgescu, Aarhus/Skolerne 2 point
7. – 9. FM Jens Albert Ramsdal, SK1968 2 point + H
7. – 9.  IM Martin Haubro, BMS 2 point
10. WFM Ellen Fredericia Nilssen, Køge 1 point

Sidste runde spilles lørdag den 5. december kl. 11:00.

Link til live: http://liveskak.dk/2020/chesshouse/december_gm/live/

Turneringen har sin egen hjemmeside: http://videoskak.dk/

Turneringstabellen: http://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=26683

Chess House: https://www.chesshouse.dk/

Billeder fra turneringen på DSU/Facebook: https://www.facebook.com/media/set?vanity=DanskSkakUnion&set=a.10158253485209051