You are currently viewing Chess House GM 3. runde

Chess House GM 3. runde

Kampgejsten er tydelig i Chess House december GM-turnering. To af dagens partier blev remis, det ene dog først efter 91 træk. Man kan mærke, at spillerne er glade for at spille igen, der har ikke været mange kampe i 2020.

Jens Ramsdal – Jesper Thybo 0 – 1
Jens Ramsdal kom fint fra åbningen og havde længe også den bedste tid. Men 17. Lf1 var en fejl, der blev fulgt op af endnu en fejl 18. Dd2 og partiet var ovre allerede efter 20 træk.

Martin Haubro – Henrik Danielsen 0 – 1
Martin Haubro brugte alt for meget tid i åbningen. Allerede omkring træk 15 var han nede på under et minut på klokken og måtte leve af tillægstiden. Danielsen havde masser af tid og fandt en smart kombinationen begyndende med 14. -, Sfxe4. Det så ud som om Haubro havde et modangreb, men det kølige 20. -, g5 bevarede en stor fordel for Danielsen, der kørte pointet sikkert i hus. På chatten på livesendingen blev Danielsen rost meget for partiet, så det bringer vi her:

Filip Boe Olsen – Ellen Fredericia Nilssen 1 – 0
Ellen var oppe imod en velspillende Filip Boe, og hun fik aldrig rigtig udviklet sin hvidfeltede løber fornuftigt. Filip Boe Olsen har nu 2 af 3. GM-normen er 7 point. Det er selvfølgelig svære odds at skulle score 5 point i de sidste 6 partier; især når der mangler 3 stormestre; men forsøget skal naturligvis gøres.

Jonas Bjerre – Spartak Grigorian ½ – ½
Den tyske spiller Spartak Grigorian er født i 1998 og bor til dagligt i Bremen (fotoet af Spartak Grigorian øverst i artiklen er taget af Mads Boe). Grigorian har 2433 i rating, men er endnu ikke blevet International Mester, selvom styrken klart er der. Grigorian har scoret 3 IM-normer, men da den ene kun er på 7 partier, scoret ved Europa Cuppen 2016, mangler han stadig en norm. Der skal mindst 27 partier til, før man kan blive International Mester.

I dagens parti mod vores egen Jonas Bjerre, der spillede Katalansk, viste Grigorian noget af potentialet, da han hurtig udlignede med de sorte brikker. Computeren hævder at sort stod klart bedst undervejs; men respekten for Jonas Bjerre var nok for stor, så Grigorian tilbød remis i træk 33, hvilket Jonas hurtigt tog imod. Man må ikke tilbyde remis de første 30 træk i de første 8 runder af turneringen. Tyskeren skal score 5½ point for en IM-norm, og har nu 1½ af 3. Fire point af seks er bestemt ikke umuligt, især når man tager i betragtning, at han allerede har spillet mod to af de tre stormestre.

Lena Georgescu – Hilmir Heimisson ½ – ½
Dagens klart længste parti. Lena Georgescu spillede frisk til i åbningen med bl.a. h2 – h4 og et bondeoffer på d6, der skulle svække Heimissons udviklingsmuligheder. Et meget skarpt midtspil opstod, men der var aldrig klar fordel til nogen af parterne. Partiet skiftede dog karakter ved træk 30, da der kom en større afbytning, der efterlod et remisagtig slutspil med tårn og løber mod springer og tårn og lige mange bønder på hver side. Hilmir Heimisson ville dog teste stillingens muligheder og spillede optimistisk på gevinst; men østrigske Lena Georgescu holdt hovedet koldt, og efter 91 træk og 5½ times spil, endte partiet remis ved pat.

Resterende program:
Tirsdag den 1. december kl. 17:00: 4. runde
Onsdag den 2. december kl. 17.00: 5. runde
Torsdag den 3. december kl. 11:00: 6. runde
Torsdag den 3. december kl. 17:00: 7. runde
Fredag den 4. december kl. 17:00: 8. runde
Lørdag den 5. december kl. 11:00: 9. runde

Link til live: http://liveskak.dk/2020/chesshouse/december_gm/live/

Turneringen har sin egen hjemmeside: http://videoskak.dk/

Link til resultater fra turneringen: http://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=26683

Link til hjemmesiden for Chess House: https://www.chesshouse.dk/