Opdateret 12. september 2019 – der havde sneget sig en skrivefejl ind i den første version af denne indkaldelse.
Passussen “……..mindst 3 uger efter hovedbestyrelsens afgørelse” er nu rettet til “………mindst 3 uger efter hovedkredsens afgørelse”.
Dansk Skak Union indkalder hermed til ekstraordinært delegeretmøde på Giersings Realskole, Nonnebakken 9, 5000 Odense C.
Lørdag d. 12. oktober 2019 kl. 14.30.
Dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Forslag om eksklusion af SC, Enkeltmedlem.
SC har med sine handlinger i forbindelse med den ulovlige opløsning af foreningen Chess House i Aarhus, og de deraf følgende skadevirkninger, modarbejdet Dansk Skak Unions interesser.
3. Forslag om eksklusion af DS, Amager Skakforening.
DS har med sin omfattende mailchikane overfor tillidsfolk, i såvel flere klubber som Dansk Skak Union, og de deraf følgende skadevirkninger, modarbejdet Dansk Skak Unions interesser.
4. Indkomne forslag
Hovedbestyrelsen fremsætter et forslag til ændringer i Love for Dansk Skak Union:
Den eneste bestemmelse om eksklusion, der findes i unionens nuværende love, er § 6, stk. 8, der lyder således:
Delegeretmødet har ret til at ekskludere en klub eller en person, som efter dets skøn modarbejder unionens interesser. En eksklusion, der foretages af en hovedkreds i henhold til dens love, har først gyldighed, når den godkendes af førstkommende delegeretmøde.
Efter Skaknævnets praksis er der ikke hjemmel til, at unionens formand eller forretningsudvalg kan træffe bestemmelse om eksklusion, heller ikke i medfør af lovenes § 8, stk. 3 (af Skaknævnet i sag nr. 204 benævnt som § 6, 8. afsnit) om, at forretningsudvalget varetager den daglige ledelse af unionen).
Dansk Skak Unions forretningsudvalg har derfor anmodet et tre mands ekspertudvalg, bestående af juristerne Martin Koch Clausen, Olav Dalsgaard Larsen og Morten Fabrin, om at udforme et udkast til et forslag om ændring af DSU`s love med henblik på at skabe mulighed for, at andre organer end delegeretmødet kan træffe afgørelse om eksklusion. Udvalgets bistand til udformningen af et sådant udkast er af rent juridisk karakter og er ikke udtryk for, om udvalget går ind for en sådan lovændring eller ej.
Udvalget har udarbejdet et udkast til forslag, der indebærer indsættelse af et nyt stk. 15 i lovenes § 7 om hovedbestyrelsens virke. (Det nuværende § 7, stk. 15, om medlemmers adgang til at rekvirere referater af et hovedbestyrelsesmøde forskydes herefter til at blive stk. 16.) Lovenes nuværende eksklusionsbestemmelse i § 6, stk. 8, opretholdes, men nu med en tilføjelse om delegeretmødets virke som appelinstans for en afgørelse om eksklusion truffet af Hovedbestyrelsen i medfør af § 7, stk. 15. Udvalget har indsat nogle tidsfrister til regulering af, om en eksklusionssag skal behandles på først- eller næstkommende delegeretmøde. Udkastet følger herunder:
”Forslag til ændringer af Dansk Skak Unions love med henblik på vedtagelse på førstkommende delegeretmøde:
§ 7, stk. 15, affattes således:
Hovedbestyrelsen kan ekskludere et medlem af unionen eller nægte en person medlemskab af unionen, hvis den pågældende har overtrådt unionens love eller i forbindelse med eller i anledning af unionens aktiviteter har begået strafbare handlinger, har optrådt vedvarende chikanøst eller i øvrigt i betydelig grad har optrådt på en måde, der er egnet til at være til skade for dansk skaks omdømme. Hovedbestyrelsens afgørelse kan uden opsættende virkning indbringes for det første delegeretmøde, der afholdes mindst 3 uger efter hovedbestyrelsens afgørelse.
Det nuværende § 7, stk. 15, bliver herefter stk. 16.
§ 6, stk. 8, affattes således:
Delegeretmødet har ret til at ekskludere en klub eller en person, som efter dets skøn modarbejder unionens interesser. En eksklusion, der foretages af en hovedkreds i henhold til dens love, har først gyldighed, når den godkendes af førstkommende delegeretmøde, der afholdes mindst 3 uger efter hovedkredsens afgørelse. Delegeretmødet træffer endvidere afgørelse om eksklusioner og nægtelser af medlemskab, der indbringes for delegeretmødet i medfør af § 7, stk. 15. Delegeret¬mødet kan fastholde afgørelsen, hvis personen efter delegeretmødets skøn modarbejder unionens interesser.”
5. Eventuelt
Stemmesedler udleveres på Giersings Realskole samme dag mellem kl. 12.00 og 14:00. Udlevering vil ikke finde sted efter delegeretmødets begyndelse. Behørig legitimation skal forevises, og ikke-klubformænd skal medbringe en underskrevet fuldmagt fra klubformanden. Den underskrevne fuldmagt skal være printet på papir, fordi fuldmagterne skal gemmes sammen med øvrige stemmedata.
På forretningsudvalgets vegne
Poul Jacobsen
Denne indkaldelse findes i printervenlig version her.