Rewitz og Holst vinder Senior-DM

Jan Rosenberg har skrevet en afsluttende rapport om Senior DM der sluttede lørdag eftermiddag på Løgumkloster Højskole.

 

I +50 gruppen skilte to spillere sig klart ud. Det lå i kortene at mesterskabet skulle afgøres mellem Poul Rewitz og Mogens Henrik Thuesen. Da Poul vandt det vigtige indbyrdes parti i 3. runde, kunne han reelt ikke trues. Men vinderscoren på 7/7!! er altid imponerende ligegyldigt hvem man møder. Mogens sikrede sig komfortabelt 2. pladsen med 6/7. 3. pladsen gik til Jan Rosenberg med 4 1/2 point. Ratingpræmierne gik til overraskelsen Peter Otten og Hans Valdemar Hansen.

 

Slutstillingen +50: 

1. FM Poul Rewitz (2186) – 7 point!
2. Mogens Henrik Thuesen (2203) – 6 point
3. Jan Rosenberg (1865) – 4½ point
4. Palle Skov (1966) – 4 point
5. Ejvind Østerby Ambøg (1875) – 3½ point

 

 

FM Poul Rewitz fra SK1968 modtager 1. præmien fra hovedarrangør Vagn Lauritzen. Foto: Per Hansen

 

2. præmien gik til Mogens Henrik Thuesen fra Brønshøj. Foto: Per Hansen

 

Jan Rosenberg fra Springeren Kolding blev nummer 3. Foto: Per Hansen

I +65 gruppen var der større spænding. Med 54 deltagere kunne det næsten ikke være anderledes. Overraskelsen Bjarne Meldgaard Rasmussenbgik alene i spidsen efter 5 runder. Men han blev stoppet i 6. runde af Per Holst,der dermed bragte sig 1/2 point foran forfølgerne. En remis i sidste runde mod John Mortensen betød at Per med 5 1/2 point blev en fortjent Danmarksmester. Han spillede en flot gang positionel skak, og var vist ikke for alvor i problemer i nogen af partierne. 2. pladsen med 5 point gik til John Mortensen,der også spillede en fin turnering og forblev ubesejret. Bjarne Meldgaard Rasmussen kom også på 5 point og kun en anelse dårligere korrektion gjorde, at han blev nr. 3. Han kan dog se tilbage på en helt fantastisk præstation der indbragte over 100 ratingpoint! Nordmanden Aleks Semakoff scorede også 5 point,men indgik selvfølgelig ikke i DM konkurrencen. Der var flere bemærkelsesværdige præstationer: To af dansk skaks “grand old men” Børge Pedersen og Jørgen Hvenekilde scorede begge 4 1/2 point og tabte ikke ét eneste parti-Yderligere vandt de begge præmie og rating! Meget imponerende af de to herrer, der på den pæne side af de 80! Nævnes skal også turneringens eneste kvindelige deltager Aase Morling. Hun var lavest seedet (54), men sluttede 15 pladser højere. Oveni vandt hun 135 ratingpoint og en præmie! Flot. Også Claus Nørregaard, Arne Dan Fjorside, Peter Wang, Christian Gottschalck, Uffe Kallenbach, Lars Østergård Kristensen og Ole Gjelstrup sluttede markant over deres seedning og vandt masser af rating.

 

Slutstillingen i +65: 

1. Per Holst (2138) – 5½ point
2. John Mortensen (2068) – 5 point – korrektion 22/25½/29
3. Bjarne Meldgaard Rasmussen (1911) – 5 point – korrektion 22/25½/27½
4. Aleks Semakoff (2006) – 5 point – korrektion 21½
5. Jan Bauner (2004) – 5 point – korrektion 20
6. Ivan Sørensen (2062) 4½ point

 

Per Holst fra Nordre Skakklub modtager præmie og pokal som vinder af 65+.  Foto: Per Hansen

 

John Mortensen fra SK1968 tog andenpladsen. Foto: Per Hansen

  

 

3. pladsen gik til Bjarne Meldgaard Rasmussen fra Varde. Foto: Per Hansen

 

Til slut er det på sin plads, endnu en gang, at takke Vagn Lauritzen for hans store indsats. Det er et kæmpe arbejde, at få alle ender til at nå sammen til så stort et stævne. Alt klappede, og der var kun positive tilkendegivelser fra deltagerne. Og så lige en stor tak til forstanderen på Løgumkloster Højskole, Ursula, og hendes hårdtarbejdende hold. Vi kommer hellere end gerne tilbage! 

 

Undervejs i turneringen var TV-Syd på besøg. Dette indslag kan man se: HER 

 

Link til resultater fra turneringen: HER