I verdensmesterskabet i hurtig- og lynskak er Esmat Susanne Guindy og Ellen Fredericia Nilssen ene om at repræsentere de danske farver. Begge spiller med i kvinderækken. Hurtigskakken spilles fra torsdag til lørdag, mens søndag og mandag byder på VM i lynskak.
Ellen Fredericia Nilssen skriver til skak.dk om den første dag i turneringen:
Dag 1 var selvfølgelig længe ventet og bestemt en helt speciel oplevelse. Tidskontrollen lød på 15 minutter + 10 sekunder pr. træk, hvilket til at starte med virkede som masser af tid, men der blev hurtigt opdaget, at det var det altså ikke.
Ellen Fredericia Nilssen og Esmat Susanne Guindy.
Første runde bød for både Ellen og Esmat på stærk modstand, og der var desværre ingen af dem, der kunne overraske. Dog med den nye følelse for tidskontrollen blev det til et halvt point til Ellen i næste runde. Hun kom ud i en fransk, hvor hun i omkring 20 træk kunne følge et af sine gamle partier. Dette betød, at hun efter 20 træk havde sparet tid op på uret, og hendes modstander var nede på 5 minutter. Endnu bedre var, at stillingen efter disse 20 træk var vundet for hende. Der manglede dog en del på teknikken, og hendes modstander fik altså reddet en halv. I samme runde fik Esmat desværre heller ikke konverteret en kanonstilling, og hun måtte ned.
Bedre blev det i runde tre, hvor både Ellen og Esmat havde fået godt styr på tidskontrollen, og de vandt begge nogle flotte partier mod højere rated modstand. Den øgede selvtillid hjalp dog ikke i dagens fjerde og sidste runde, hvor de begge tabte.
Ellens sejr i 3. runde:
På de laveste brætter hos kvinderne var der under dag 1 meget koldt, men humøret blev da holdt oppe af, at hoveddommeren før hver runde skulle bede folk om at slukke deres mobiltelefoner, der lå i skabene tæt på spillelokalet, da mobilen i skab nr. 2 blev ved med at ringe. På den endnu mere lyse side kan det siges, at det er en kæmpe oplevelse at være med. Det er ubeskriveligt, hvor spændende og sjovt det er at være med i sådan et prestigefyldt event, som man så mange år selv har fulgt derhjemme bag computer-/tv-skærmen.
Ellen Fredericia Nilssen
I morgen formiddag bringer vi Esmat Guindys beretning om dag to i turneringen.
Resterende program for turneringerne – kvinderne spiller færre runder:
Lørdag den 28. december kl. 13:00: Hurtigskak dag 3 – runde 11-15 // 9-12
Søndag den 29. december kl. 13:00: Lynskak dag 1 – runde 1-12 // 1-9
Mandag den 30. december kl. 13:00: Lynskak dag 2 – runde 13-21 // 10-17
Tidskontrollen i hurtigskak er 15 minutter + 10 sekunder, mens den i lynskakken er 3 minutter + 2 sekunder.
Live på Chess24: Åben række og Kvinderækken
Link til hjemmesiden for King Salman World Rapid and Blitz Championships: wrbc2019.com