Brønshøjs førstebræt, den svenske stormester Tiger Hillarp Persson, blev en sikker vinder af Malmö Open 2019 et helt point foran Nordkalottens førstebræt, GM Jonny Hector. Hillarp Persson scorede 7½ af 8. Bedste dansker blev IM Kåre Hove Kristensen, Nordkalotten med 6 point på en 6. plads. Kåre Hove Kristensen var med fremme i hele turneringen, men tabte i sidste runde til turneringsvinderen.
Øvrige danske placeringer:
17. Henrik Holmsgaard, Brønshøj, 5½ point
43. Henrik Mortensen, Horsens 4½ point
53. WFM Louise Fredericia, Køge, 4½ point
62. Christian Eriksson, Caïssa, 4 point
63. Klaus Nielsen, Furesø, 4 point
92. Hannibal Valeur Jaques, Nørrebro, 3½ point
135. Orla E. Jørgensen, Amager, 2 point
141 deltagere.
Tiger Hillarp Persson og Kåre Hove Kristensen analyserer deres parti fra sidste runde: Foto: Lars Grahn
—
I Sunway Sitges International Chess Festival i Barcelona er GM Vassily Ivanchuk (2690) topseedet i det 306 mand store felt. Med 2526 er Jonas Bjerre fra Skanderborg kun seedet som nummer 42, så det er en særdeles stærk Open. WFM Ellen Fredericia Nilssen (2000), Køge er seedet som nummer 249. Efter de første tre runder har Jonas Bjerre 2 point og Ellen Fredericia ½ point.
Hjemmeside: www.sunwaychessfestival.com
—
Den svenske skakjournalist og forfatter Lars Grahn er ved at samle materiale om Jens Enevoldsen til en artikel til Skakbladet. I sin research vil Lars Grahn meget gerne tale med den tidligere danmarksmester (1965), Sejer Holm Petersen, der sidst spillede en FIDE-ratet turnering i 2016. Sejer Holm står ikke længere som medlem af nogen dansk eller tysk klub, så han er svær at spore. Hvis en af skak.dks læsere kan hjælpe Lars Grahn, modtager han meget gerne information på grahn1@gmail.com. Se også Lars Grahns egen efterlysning af oplysninger her – scroll lidt ned på siden.
—
Med fast termin i den første weekend af januar har Nordsjælland Weekend EMT etableret sig som en af Danmarks største turneringer. Om en måneds tid går det løs igen i Allerød: Blandt de første tilmeldte er GM Jonny Hector, GM Carsten Høi, IM Kåre Hove Kristensen og flere stærke FM’ere.
Turneringen spilles 3. – 5. januar 2020 i den store sal på Allerød Bibliotek. Gode spilleforhold og hyggelig stemning tiltrak sidste gang hele 114 spillere. For at sikre optimale spilleforhold for alle deltagere er der et maksimum på 120 spillere, så man skal ikke vente alt for længe med at tilmelde sig.
Tilmelding og yderligere oplysninger på nettet her: skak.nemtilmeld.dk/37
Der tilbydes fine spilleforhold i Nordsjælland Weekend EMT. Foto: Lars Johansen