Fra HB-mødet den 25. august

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

Fra Hovedbestyrelsens møde den 25. august har nedenstående emner nok særlig interesse.

 

Planen for den kommende sæsons divisionsturnering blev gennemgået. Der var enkelte indsigelser fra klubber, men hovedbestyrelsen valgte i overvejende grad at følge divisionsturneringsudvalgets anbefalinger. Den færdige plan kan ses på Divisionsturneringens hjemmeside, hvor der også er supplerende information om de indsigelser HB tog stilling til.

HB vedtog, efter forudgående mailbehandling og afstemning, at støtte op omkring forsøget på at drive foreningen Chess House videre, idét der er bevilget et lån på maksimalt 2 kvartalers husleje. Når man vurderer denne beslutning skal man erindre sig, at der med base i Chess House udføres et kæmpe ungdomsarbejde, til gavn ikke alene for området, men i nok så høj grad også for Dansk Skak Union, som i Chess House har et økonomisk gunstigt kraftcenter til træningssamlinger for vore udvalgte hold.

I perioden efter nyheden om bedrageriet overfor foreningen Chess House har jeg set mange sympati-tilkendegivelser fra hele landet, og mange har givet udtryk for at de gerne vil støtte op om en videreførelse af Chess House. På denne måde er vi alle med til dette, og de mange som gerne vil yde lidt ekstra, enten i form af kontante tilskud eller arrangementer til fordel for Chess House, er velkomne til at kontakte undertegnede eller Chess House formand, Thomas Hauge Vestergård, for information om hvorledes det kan gøres.

HB har konstateret at Unionens love trænger til en opstramning omkring medlemsadministration. Efter Skaknævnets vurdering kan alene et delegeretmøde, ordinært eller ekstraordinært, ekskludere et medlem som udøver aktiviteter som er skadelige for skakkens omdømme, uanset hvor grove disse aktiviteter er. Efter HBs mening bør det være muligt for hovedbestyrelsen at træffe beslutning om eksklusion, i de heldigvis meget sjældne tilfælde hvor det er påkrævet, og naturligvis med mulighed for, uden opsættende virkning, at anke en beslutning herom til førstkommende delegeretmøde. HB har derfor besluttet at der indkaldes til ekstraordinært delegeretmøde inden længe, sandsynligvis i oktober måned. Indkaldelsen med dagsorden opslås her på skak.dk, med mindst 14 dages varsel.

Som tidligere varslet har HB ansat en administrativ medarbejder, som dels skal bistå især Unionens kasserer med de mange registreringer af bilag og kartoteksdata, dels skal administrere Dansk Skaksalg med daglig bogføring og forsendelse af bestilte varer. Inge Hansen Jensen, som præsenteres i det kommende nummer af Skakbladet, har i nogle år været administrativ medarbejder i Skaksalget, og igennem sin indsats der overbevist om at hun er et godt valg til disse opgaver. For DSU anliggender kan hun kontaktes via mail kontor@skak.dk, og for Skaksalgets vedkommende på sales@skaksalg.dk.

 

Poul Jacobsen

dsu logo_525pix