Godt i gang i Chess House

Søndag var det næsten for godt vejr til at spille skak, men heldigvis ser de par næste dage ud til at blive bedre skakvejr, så deltagerne i Chess House Summer IM turnering ikke bliver helt stegt i varmen.

 

Peter Grove skriver på vegne af Chess House om første runde:

 

Chess House Summer IM-turnering startede med en ægte kamprunde for alle pengene. Deltagerne er en blanding mellem unge talenter, garvede titelholdere og lokale håb, hvor vi kan forvente en masse kampskak, da der i turneringen spilles med Sofia-regler, hvor der ikke må tages remis før træk 30.

 

Turneringen startede med velkomst ved formand for Chess House Sven Christensen, flankeret af turneringsleder Claus Marcussen. Inden runden blev der gennemført et minus stilhed til ære for den tidligere formand for unionen, netop afdøde Lars-Henrik Bech Hansen.

 

Vi starter gennemgangen med et særdeles glædeligt gensyn: IM Klaus Berg deltager for første gang i mange år i en lukket gruppe i Chess House-regi, hvor han har haft mere fart på end de fleste. Klaus har grundet studenterkørsel – sønnikes, ikke Klaus´ eget – måtte spille en runde forud. Dette var med hvid imod årets vinder af Kandidatklassen ved påskens DM Nicolai Brondt. Partiet blev remis efter en lang teorivariant i Caro-Kann. Herefter stod den på start med de øvrige deltagere, hvor Klaus med de sorte brikker spillede rundens mest fredelige parti. Ukraineren IM Evgeny Odnorozhenko spillede c3-varianten mod siciliansk, hvor brikker hurtigt blev byttet til et uligefarvet løberslutspil, hvor der ikke var meget at diskutere.

 

Næste parti færdig var mellem Adesh Easwaralingam og dansk/tyske Frederik Svane. Frederik er lillebror til den meget stærke superstormester Rasmus Svane, og selvom han spiller under tysk flag, så taler han dansk uden de store problemer. Det blev et parti, hvor Svane hurtigt udlignede med de sorte brikker og pressede med løberparret. Bedst som det lignede Adesh havde klaret de største problemer, missede han desværre en taktisk vending, der afgjorde partiet til Svanes fordel. Analyserne viste dog, det kunne være blevet meget kompliceret, hvis Adesh havde fundet 28.Sd6!, der åbner op for muligheder som Te7 eller Se8!? – det var langt fra klart, hvem der angreb hvem i de efterfølgende analyser, hvor hverken Svane, Adesh eller GM Mads Andersen kunne finde et entydigt svar.

 

FM Martin Matthiesen stod for dagens århusianske sejr, da han slog det tyske talent Ruben Koellner med de sorte brikker. Det blev hurtigt skæv materiale fordeling, hvor Matthiesen fik tårn og en bonde for to officerer, men hvor det virkede som om, sort havde overhånden, da det var lettere at finde en simpel plan. Partiet sluttede med en finesse, der sikrede at Martin fik en fribonde, der kunne løbe frit i mål.

 

mm

FM Martin Matthiesen – fin start i Chess House. Foto: Thomas Vestergård

 

Nicolai Brondt mødte med de hvide brikker IM Joanthan Carlstedt. Der blev spillet en typisk Tarrasch-variant, som Carlstedt i øvrigt har skrevet en bog om, hvor hvid spillede på hængebønder, mens sort forsøger at udnytte den dynamiske placering af sine brikker. Det virkede som om, sort udnyttede sin større erfaring med stillingstypen, hvorefter hvid gav en officer for tre bønder. Sort fik teknikket sig ud af disse problemer og endte med en kvalitet mere, hvorefter partiet blev kørt sikkert i mål.

 

Dagens længste parti var mellem den danskboende islænding, FM Hilmir Heimisson, og Jens Ramsdal. Her var tale om et parti, hvor Ramsdal det mest af tiden havde ryggen mod muren, men lykkedes hele tiden med at finde ressourcer. Der må undervejs have været gevinster, men der blev ikke analyseret efter partiet, der endte remis, da der i morgen spilles dobbeltrunde for alle undtagen Brondt og Berg, der som nævnt har spillet forud.

 

Tilskuerer er velkomne på Katrinebjergvej 111A – hvis man ikke befinder sig i nærheden kan alle partier fra IM-turneringen følges live.

 

Peter Grove

 

Resterende program: 

Mandag den 1. juli kl. 11:00: 2. runde 
Mandag den 1. juli kl. 17:00: 3. runde 
Tirsdag den 2. juli kl. 17:00: 4. runde 
Onsdag den 3. juli kl. 17:00: 5. runde 
Torsdag den 4. juli kl. 11:00: 6. runde 
Torsdag den 4. juli kl. 17:00: 7. runde 
Fredag den 5. juli kl. 17:00: 8. runde 
Lørdag den 6. juli kl. 12:00: 9. runde

 

Turneringens hjemmeside: chesshouse.dk/summer-im-2019/

 

Livedækning: liveskak.dk/2019/chesshouse/summer_im/live/