Jonas Bjerre møder Magnus Carlsen

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

Skak.dk har i dag modtaget følgende pressemeddelelse fra f-reklame:

 

Jonas Buhl Bjerre møder Magnus Carlsen

Det bliver den blot 14-årige Jonas Buhl Bjerre fra Skanderborg Skakklub, der skal møde den norske verdensmester Magnus Carlsen i Energi Danmark Champions Battle den 22. maj i Cirkusbygningen i København. Det står klart efter afviklingen af påskens danmarksmesterskaber i skak i Svendborg.

Jonas Buhl Bjerre er et af de største danske skaktalenter nogensinde. Ved DM i Svendborg delte han førstepladsen i landsholdsklassen sammen med den 35-årige stormester Allan Stig Rasmussen. Begge scorede 6,5 point af ni mulige. Danmarksmesteren skulle herefter findes i en omkamp. I en sindsoprivende match lykkedes det Allan Stig Rasmussen at erobre DM-titlen efter en gevinst i det femte og afgørende omkampsparti.

Som nykåret danmarksmester opnåede Allan Stig Rasmussen retten til at møde Magnus Carlsen. Imidlertid har stormesteren udlovet sig til at spille en stor turnering på Mallorca på samme tidspunkt. Derfor får vicedanmarksmesteren Jonas Buhl Bjerre nu chancen mod den norske verdensmester.

 

jonas bjerre_april2019c2 

Jonas Bjerre ved DM i Svendborg. Foto: Thomas Vestergård

– Heldigvis er Jonas en fuldgyldig erstatning. Det beviste han i Svendborg, hvor han scorede sin første norm til stormestertitlen. Opnår han to lignende resultater, bliver han udnævnt til stormester. Vi glæder os derfor til at præsentere det unge talent over for et større publikum i Cirkusbygningen i en direkte dyst mod verdensmesteren, siger Mads Frederiksen, CEO for arrangøren f-reklame.

Energi Danmark Champions Battle består af tre programpunkter. Først skal Magnus Carlsen spille simultanskak mod 24 spillere. Herefter skal han interviewes af hjerneforskeren Peter Lund Madsen, inden han i aftenens finale skal møde Jonas Buhl Bjerre i to skakpartier.

 

Billetter til arrangementet kan købes hos Ticketmaster.

 

Arrangør: f-reklame.dk