Jens Kristiansen Europamester

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

Stormester Jens Kristiansen føjede endnu en fornem titel til sit skak-cv ved at vinde Senior EM i den ældste klasse, 65+, på den græske ferieø Rhodos. Jens Kristiansen scorede flotte 8 point ud af 9 mulige. 7 partier blev vundet og to blev remis. Dermed endte han 1 point foran den russiske stormester Yuri S. Balashov og 1½ point foran IM Nathan Birnboim fra Israel, der fik bronze. 

 

Inden turneringsstart var Jens Kristiansen seedet til at blive nummer fire i turneringen.

 

jens k_rhodos
Jens Kristiansen tager et blik over situationen i 7. runde ved Senior EM på Rhodos. Midt i billedet sidder Jens Kølbæk fra Nørresundy Skakklub. Han havde også en fin turnering og endte som nummer 9. Også Peter Birk Petersen fra Caïssa Gladsaxe spillede godt og blev nummer 10, så tre danske spillere med i top ti! Foto: rodoschess2019.com


Et nøgleparti i turneringen var Jens Kristiansens sejr over en af de nærmeste konkurrenter i 7. runde:

 

Jens Kristiansen hidtil bedste resultat kom i 2012, hvor han blev seniorverdensmester. Dengang var der ikke som nu to grupper, en 50+ og en 65+ gruppe, men kun en gruppe for alle spillere over 60 år. Dengang i 2012 var Yuri S. Balashov også med og blev nummer fire ved den lejlighed.

Udover verdensmesterskabet i 2012 har Jens Kristiansen vundet danmarksmesterskabet tre gange i 1979, 1982 og 1995 samt Senior NM i 2013 på Bornholm. Derudover har han repræsenteret Danmark ved fire Skakolympiader.

I 50+ klassen vandt GM Zurab Sturua fra Georgien med 7½ af 9 og bedre korrektion end serberen GM Milos Pavlovic. Sergei Terentiev fra Letland vandt bronze lige foran dansk/islandske GM Henrik Danielsen, der måtte tage til takke med fjerdepladsen.

Turneringens hjemmeside: rodoschess2019.com/2018/12/10/european-senior-chess-championships/