Kort nyt uge 32

Kort nyt fejrer 1-års jubilæum i denne uge. Her er hvad vi har valgt at bringe om uge 32 i 2018:

 

GM Mads Andersen er eneste danske spiller i den stærke Abu Dhabi International i de Forenede Arabiske Emirater. Mads er seedet som nummer 23 blandt de 158 deltagere og har i de første 7 runder bl.a. mødt GM Richard Rapport (2719) og GM Wang Hao (2711), begge gange med sort. Rapport var for stor en mundfuld, men mod den kinesiske verdensstjerne holdt Mads ubesværet remis og har nu 5 af 7 på en 13 plads. I 8. runde venter GM Das Debashis (2539) fra Indien. Mads Andersen har de hvide brikker.

GM Daniil Dubov, GM Anton Korobov og GM Saleh Salem fører turneringen med 6 af 7.
 

mads andersen

Mads Andersen er fint med i Abu Dhabi. Her dog fotograferet ved Xtracon Chess Open i juli.
(Foto: Thomas Vestergård)

 

Turneringen kan følges live her.

Direkte link til Mads Andersens resultater her.
Turneringens hjemmeside: adchessfestival.ae

 

SK1968 har som navnet antyder 50 års jubilæum i år. Derfor afholder klubben en fødselsdagsfest for alle nuværende og tidligere medlemmer lørdag den 3. november. Klubben kårer også det bedste parti spillet af en SK1968er. Alle tidligere og nuværende medlemmer kan bringe et af deres partier i forslag, eneste krav er, at man var medlem af klubben, da partiet blev spillet. GM Peter Heine Nielsen er enedommer i konkurrencen. Det haster dog med at indlevere et parti, da deadline er den 25. august.

 

Se mere på www.sk1968.dk

 

Riga Open blev vundet af GM Robert Hovhannisyan (2608) fra Armenien med 7½ af 9 og bedre korrektion end landsmanden GM Manuel Petrosyan (2567). Petrosyan er en ung spiller på vej frem, han er fra årgang 1998. Bedste dansker blev IM Jesper S. Thybo med 6 point på en 29. plads med en lille ratingfremgang. Blandt de danske resultater springer Ellen Fredericia Nilssens 41 vundne ratingpoint i øjnene. Hun er nu igen over 2100 i rating. Ellen skal senere på året spille OL for det danske kvindelandshold.

 

Turneringens hjemmeside: rtuopen.lv/

 

Vi har ikke glemt Senior EM i Oslo, der får sin egen artikel tirsdag.