Kort nyt uge 43

  • Post author:

Dansk Skak Union har fået en henvendelse fra holdet bag den nye skak-app Magnus Trainer fra playmagnus.com. De spørger, om Dansk Skak Union kender nogen, der vil være med til at oversætte lektionerne i programmet til dansk. Se mere om appen her: www.playmagnus.com/magnus-trainer.

 

Om der følger en aflønning med, fremgår ikke direkte af henvendelsen, selvom det antydes, at i f.eks. Tyskland støtter det tyske forbund oversættelsen økonomisk. Det har DSU desværre ikke mulighed for; men der er måske nogen, der alligevel vil kaste sig ud i opgaven? Man kan henvende sig til Lead Designer Martin Holm på martin@playmagnus.com.

 

Skakklubben Evans fejrede på deres klubaften i torsdags, at flere af klubbens medlemmer har gjort sig positivt bemærket i nationale og internationale turneringer i weekenden den 7. – 8. oktober. Klubben var vært ved en lille reception og spillerne fik en en lille gave af klubben.  Spillerne var:

Ungdoms DM i U08: Vitus Bondo Medhus

Ungdoms DM i U19: Bjarke Hautop Kristensen
Senior DM +50: Tihomir Borovnica
Senior DM +65: Pouelsten Holm Grabow
DM i Korrespondanceskak: Maxim Konstantinov

NM for blinde: Ernst Bindzus

 

Dygtige spillere fra Evans: Fra venstre Pouelsten Holm Grabow, Bjarke Hautop Kristensen, Ernst Bindzus, Maxim Konstantinov og Vitus Bondo Medhus. Tihomir Borovnica mangler på billedet. Foto: Privatfoto 

 

Filip Boe Olsen fra Nordre har i den forgangne uge deltaget i den lukkede IM-turnering Haarlemsee Meesters i Holland. Det blev en turnering som han gerne vil glemme hurtigst muligt, da han endte på sidstepladsen med 2½/9 og et ratingtab på 20 elopoint. Link til hjemmesiden for turneringen: HER

 

Asbjørn Hovgaard Schack fra Haderslev deltager i disse dage i Uppsala Young Champions. Turneringen er en stærk inviationsturnering for juniorer og har 24 deltagere. Asbjørn har indtil videre scoret 1/4. partierne vises dagligt live på Chess24: HER  

 

Dansk Skoleskak inviterer til DM i Skoleskak & Læringsfestival, der i år løber af stablen den 24.-26. november. Nok engang er det Den Frie Lærerskole i Ollerup, der er vært for arrangementet. Se mere om stævnet: HER

 

FU-medlem Peter W. Svendsen skriver til skak.dk:

Fucking skak/Outray Chess havde den d. 28. oktober 2017 kl. 12.00-16.00 Skak-salon i Absalon på Vesterbro i København. Jeg slog vejen forbi, for at vejre stemningen. Endnu en gang lykkedes det dem at fylde den tidligere kirke med skakspillere af begge køn, og i alle aldre. Det virkede som om, at alle havde en god og sjov eftermiddag.

Outray Chess havde desuden premiere på deres nye skakvideo. En video, der gav en meget illustrativ gennemgang af et parti mellem Gioachino Greco og NN fra 1620. Partiet har grangiveligt været med til at definere den åbningsteori, vi også læner os op af i dag. Videoen inkluderer en tidsrejse tilbage i tiden til 1620, og en overbevisende scenografi, der giver indtryk af at være tilbage i middelalderen.

Redaktionen har endnu ikke kunne finde den nye skakvideo på youtube.com, så indtil vi kan vise partiet fra 1620, ses her en anden Outray Chess video om partiet Tal mod Smyslov i 1959: