Hård medfart i 1. runde

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

Det danske hold fik en hård start ved Ungdoms EM i Rumænien, da det kun blev til 4½ point af 16 mulige. Særligt de yngste spillere, hvor flere er med for første gang, måtte se sig besejret. 

 

I U08 virkede det som om at Vitus Bondo Medhus var noget nervøs inden rundestart. Det forplantede sig desværre også til partiet mod den uratede Alberto Atoyan fra Armenen. Allerede efter omkring 1o træk var Vitus i store problemer og tabte forceret et tårn og dermed partiet. Andreas Cort Hansen kæmpede godt mod den uratede Yahor Husarau fra Hviderusland, men overså en taktisk pointe og måtte ned. 

 

John Christopher Christensen i U10 er kommet direkte fra Kadet VM i Brasilien, og mødte en stærkt spillende Marc Andria Maurizzi (1947) fra Frankrig. Det så desværre aldrig ud til at John fik en chance i det parti.   

 

Det lignede meget længe, at Hannibal Valeur Jaques (U12) med sort kunne holde et tårnslutspil remis mod den noget højere ratede polak Jakub Chyzy (2060). Desværre glemte Hannibal at spille aktivt og måtte ned. Vi brugte om aftenen lang tid på at analysere tårnslutspillet, da det var en meget spændende stilling. Casper Liu måtte overraskende ned mod den lavere ratede tyrk Samet Akbay på 1579. Simon Ehenreich kom til at bytte en stærk forsvarsløber på h7 mod Khazar Babazada (2122), og blev derefter udsat for et meget giftigt kongeangreb, som vist bare skar igenem. Vi så i analyserne ikke noget forsvar for Simon. 

 

FM Jonas Bjerre fik i U14 med hvid aldrig rigtig nogen fordel mod Koppany Ehrer (2017) fra Ungarn, og valgte klogt nok at acceptere et remistilbud, da stillingen med kot tid på uret til begge var meget kompliceret. Sander Stage-Steffensen havde sort i et wienerparti og kom nok til at spille for passivt mod FM Milos Milosevic (2265) fra Serbien. Modstanderen ofrede en officer på Sanders kongestiling, og også i analyserne bagefter kunne vi ikke gendrive offeret. Adesh Easan havde hvid Vladyslav Larkin (2204) og langt henne i partiet lignede det en remis mod den højereratede ukrainer. Desværre kom Adesh i tidnød og fandt ikke de rigtige forsvarstræk. Nienke van den Brink havde hvid på bord 2 mod WFM Govhar Beydullayeva (2164) og kom meget hurtigt i problemer da to sorte tårne trængte ind i en åben a-linie. Nienke brugte for meget tid og valgte at give op i en stilling der var meget passiv og uden modspil. 

 

FM Filip Boe Olsen fik i U16 med hvid en pligtsejr mod Elliot Cocks (1982) fra England. Der var kun på et enkelt tidspunkt tvivl om udfaldet, hvis modstanderen havde set et smart løbertræk. Ellen Fredericia spillede et godt parti mod Julie Vilemova (1741) fra Tjekkiet. Ellen er taktisk meget stærk, og ser nogle interessante muligheder undervejs, hvilket blev afgørende i partiet. Ellen har en stor is på højkant med delgationslederen, som bestemt mener hun vinder rating i denne turnering! Dagens store lyspunkt stod 15-årige Thomas Søndergaard Thybo fra Skive for. Thomas udspillede sin højere ratede modstander FM Evgenios Ioannidis (2321) fra Grækenland på kryds og tværs: 

 

 

 

Flot parti af Thomas Søndergaard Thybo i første runde. Foto: Mads Boe

 

IM Jesper Søndergaard Thybo vandt i U18 planmæssigt over FM Clement Meunier fra Frankrig der ukorrekt ofrede en kvalitet med hvid i en franskmand.   

 

 

 

Til anden runde onsdag kl. 15:00 har vi Filip Boe Olsen på live med sort mod Lucas Van Foreest (2485) der er seedet som nummer to i U16 og IM Jesper Søndergaard Thybo har i U18 hvid mod Janko Radovich (2330). Link til live: HER 

 

På trods af den hårde medfart i 1. runde, er alle spillere og medrejsende ved godt mod. Vejret er dejligt lunt hernede om aftenen, så vi arrangerer dagligt efter aftensmaden en lille løbetur på et par kilometer på stranden med efterfølgende havbad. En god afslutning på dagen!

 

Link til hjemmesiden for turneringen: https://ecuyouth2017.ro/