DM 2017 til Mads Andersen

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

DM 17_9._runde_Mads_Andersen_foto_Grabow

Stormester Mads Andersen vandt Påskedag danmarksmesterskabet i skak 2017.

(Foto: Pouelsten Holm Grabow.)

 

Turneringen blev afviklet i Rebild, arrangeret af Skørping Skakklub med i alt lidt over 200 deltagere. 

 

Sidste år i Svendborg vandt Mads Andersen sit første DM efter omkamp mod den syvdobbelte danmarksmester, GM Sune Berg Hansen, der ikke stillede op i år. 

 

I år vandt Mads Andersen udelt og ubesejret med 7,5 point i ni partier foran stormesterkollegaen Allan Stig Rasmussen, der kompromistløst vandt syv partier og tabte to. Ikke noget med uafgjorte kampe her.

 

Nummer tre blev Jesper Thybo med 5,5 point – 18-årige Thybo vandt kandidatklassen sidste år og debuterede i den bedste gruppe i år.

Rutinerede Mikkel Antonsen tog fjerdepladsen med 5,0. På en delt 5.-8. plads kom debutanten Mads Hansen med de tre århusianere Karsten Rasmussen, Igor Teplyi og Bjørn Møller Ochsner.

I bunden to gange Jacob. Jacob Carstensen nummer ni med 2 point og sidst Jacob Sylvan uden point. 

 

Link til Landsholdsklassen 2017

 

Inden sidste runde var det afgjort, at kun de to stormestre i gruppen havde mulighed for at vinde DM.

 

Mads Andersen havde 6,5 point efter de første otte runder mens Allan Stig Rasmussen havde 6,0.

 

DM 17_9.runde_analyselokalet_Allan_Stig_og_Per_A._Foto_Grabow

Allan Stig Rasmussen fremviser sit gevinstparti fra sidste runde i analyselokalet med kommentator Per Andreasen. (Foto: Pouelsten Holm Grabow). 

 

Allan Stig vandt i 24 træk over Jacob Carstensen og derefter skulle Mads Andersen vinde sit parti mod bundproppen Jacob Sylvan, som efterhånden var mør, da hans første otte partier ikke havde indbragt point. Det gjorde niende runde heller ikke – Mads Andersen vandt og genvandt som nævnt sin titel som danmarksmester.

 

DM næste år i påsken afvikles i Svendborg, kunne Dansk Skak Unions formand, Poul Jacobsen, oplyse på unionens delegeretmøde søndag, hvor Jacobsen i øvrigt blev genvalgt som formand for to år.