Kvinde-VM: Finaleplads afgjort i lynskak

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

 

Kvinde VM_omkamp_SEMIfinale_Dronavali_tv_taber_Armageddon_til_Zhongyi_Foto_David_Landa

Skak skal nu og da spilles hurtigt, også på VM-plan. Her fra lyn-omkampen i semifinalen i Teheran mellem Dronavalli (tv) og Zhongyi. (foto: David Llada).

 

Finalen om kvinde-VM i skak i Irans hovedstad, Teheran, bliver mellem Anna Myzuchuk – der er søster til taberen af finalen fra foregående VM, Mariya Muzychuk – og turneringens overraskelse, Tan Zhongyi, Kina, der sendte topfavoritten Ju Wenjun ud af turneringen i kvartfinalen. 

I semifinalen vandt Tan efter omspil over Harika Dronavalli, Indien.

Alle nævnte kvinder, bortset fra Tan, der er WGM, har GM-titlen, og alle har ELO-rating over 2500. Anna Muzychuk havde 2558, Tan Zhongyi 2502 inden turneringen begyndte.

 

Afgørelse i Armageddon-lynparti

Muzychuk, Ukraine, slog russeren Alexandra Kosteniuk 2-0 i den ene semifinale, mens den anden blev noget mere dramatisk og spændende. Her vandt kineseren efter omspil både i hurtigpartier, lynpartier og et afsluttende Armageddon-parti.

 

Tan Zhongyi overraskede ved at vælge de sorte brikker i det afgørende lynparti, selv om seks af de hidtidige otte partier i matchen var endt med sejr til hvid.

 

Og at sige “jeg tager de sorte”, skulle vise sig at være et dristigt men rigtigt valg: Dronavalli havde med hvid afgørende fordel, men så det ikke – og tabte på tid.

 

 “Fakta-boks”: (Armageddon-lyn bruges som absolut sidste mulighed, når en turnering skal afgøres. Ved remis er det sort, der har “vundet”. Til gengæld for at være presset til at vinde, får hvid ét minut mere i betænkningstid. Almindeligvis seks minutter til hele partiet til spilleren, der har de hvide brikker, og fem minutter til sort.)

 

Link til VM

 

Kvinde VM_Muzychuk_Kosteniuk_foto_David_Llada

Fra den anden semifinale. Anna Muzychuk, Ukraine (tv) vandt 2-0 over Alexandra Kosteniuk, Rusland. (Foto: David Llada).

 

Finalen mellem Zhongyi og Muzychuk spilles over fire partier. Første parti i dag, mandag den 27. februar, med mulig omkamp om titlen fredag den 3. marts. Turneringen afsluttes på lørdag den 4. marts med afslutningsceremoni.