Nederlag mod Albanien

  • Post author:

Danmark – Albanien: 1 – 3

WIM Oksana Vovk (2204) – WCM Eglantina Shabanaj (1932) – 1 – 0
WFM Esmat Guindy (2149) – WCM Rozana Gjergji (1947) – 0 – 1
WFM Freja Vangsgaard (1983) – WFM Alda Shabanaj (1881) – 0 – 1
Ellen Kakulidis (1928) – WCM Bruna Tuzi (1807) – 0 – 1

 

Landstræner Thomas Schou-Moldt skriver fra runde 7, hvor de danske kvinder desværre løb ind i et overraskende nederlag til Albanien:

 

En skidt dag på kontoret
“Man håber altid på at det ikke sker, men ved alligevel godt, at i en lang holdturnering over 11. runder, så er risikoen for at holdet løber ind i dårlig dag ret stor. Vi skulle hen i 7. runde ved OL, før vi ramte det, som man i lidt bredede kredse kalder for en ”kollektiv off-day”. Det har altid været mig lidt af en gåde, hvad det begreb egentlig dækker over. Jeg tænker, at man bruger det til at putte noget ind under, som man ikke rigtig kan forklare – f.eks. hvorfor spillerne på et fodboldhold i samme kamp både laver forsvarskiks, laver dårlige afleveringer og brænder målchancer, eller hvorfor spillerne på et skakhold i samme match både sætter brikker i slag, bruger for meget tid, og smider gode gevinstmuligheder væk! Hvis det så bare havde været i samme parti, men nej – når man har en ”kollektiv off-day”, så sker det naturligvis i forskellige partier.

 

Da ellers formstærke Esmat startede matchen med at sætte en officer i slag, så kunne jeg godt fornemme, at det kunne blive ”én af de dage”, især da Ellen på bræt 4 heller ikke kom imponerende godt fra åbningen, hverken på brættet eller på uret. Freja var dog heldigvis i gang med at spille et godt parti så det ud til, og selvom Oksana på førstebræt brugte lidt for meget tid, så var stillingen dog ok. Som tiden gik, og vi var kommet bagud 0-1, så var Ellen den næste der måtte ned, da hendes stilling kollapsede i voldsom tidsnød. 0-2 stod det så. Freja havde misset en direkte gevinst, men var kommet i et lettere fordelagtigt slutspil, da lynet pludselig slog ned i form af et mellemtræk der kostede en bonde og afviklede til et tabt springerslutspil. 0-3, og Oksana var ved at komme i meget alvorlig tidsnød i en stilling, der i bedste fald vist var lige. På en rigtig, rigtig dårlig dag havde vi også tabt det sidste parti, men heldigvis fik Oksana en god kombination ind, og med en sikker gevinstføring fik hun reddet os fra den helt store nedtur!

 

1-3 mod Albanien var et rigtig skidt resultat, men det går op og ned i showbiz, og dumme nederlag er en del af gamet! Vi ryster det af os, og er klar til at rejse os i morgen igen, hvor modstanderen er fra Tadsjikistan. Det er et udmærket hold, selvom de er seedet lavere end os. Vi slog dem med stort besvær i Tromsø, så jeg imødeser en tæt og spændende match!”

 

 

Oksana Vovk – eneste danske vinder i dagens runde mod Albanien. Foto: Gunnar Bjornsson

 

Holdet fra Tadsjikistan ser således ud:  

1. WFM Nadezhda Antonova (2015)
2. Marvorii Nasriddinzoda (2073)
3. Mutriba Hotami (1735)
4. Saodat Odinaeva (1881)

 

Holdet har indtil videre klaret sig godt i turneringen, så selvom vi er ratingfavoritter skal vi passe på. 

 

Der er stor spænding i toppen, hvor hele 5 hold alle har 12 matchpoint efter de 7 runder:

 

1. Rusland – 12 matchpoint
2. Kina – 12 matchpoint
3. Aserbajdsjan – 12 matchpoint
4. USA – 12 matchpoint
5. Holland – 12 matchpoint
6. Polen – 11 matchpoint

33. Norge – 9 matchpoint
44. Sverige – 8 matchpoint
67. Finland – 7 matchpoint
78. Danmark – 6 matchpoint
82. Island – 6 matchpoint

 

Link til hjemmesiden: http://www1.bakuchessolympiad.com

 

Link til live på skak.dk med livechat: LIVE

 

Link til live på Chess24: LIVE