FM Martin Matthiesen scorede IM-norm i ChessHouse-stormesterturneringen i skolernes vinterferie i Aarhus. Det er Matthiesens anden norm. (Foto Thomas Vestergård.)
Efter at have tabt syvende runde så det ikke for godt ud for chancerne for at opnå normen, for det krævede sejr i de to sidste partier, og i ottende runde stod en af GM’erne, endda den førende ukrainer Ovsejevitsch på menuen.
Men stormesteren måtte bøje sig efter 22 træk, stillet over for lidt for mange trusler mod kongestillingen.
De tre østeuropæiske stormestre var forhåndsfavoritter og levede op til forventningerne:
1. GM Ovsejevitsch, Ukraine 6,5. 2. Chatalbashev, Bulgarien 6. 3. Grabarczyk, Polen 5,5. 4.-5. Mathiessen og Kollars, Tyskland begge 5.
Dmitrij Kollars bekræftede dermed den IM-titel han for nylig har samlet normer nok til.
Fra arrangørerne er kommet følgende referat:
Af Benny Lauridsen
De tre stormestre, der gæstede Chess House GM Turnering 2016 i sidste uge, kom, spillede – og satte sig på de tre første pladser på den endelige turneringstavle i denne orden: ukraineren Sergei Ovsejevitsch, Boris Chatalbashev fra Bulgarien og polske Miroslaw Grabarczyk. Deres score i samme rækkefølge: 6,5 point, 6 point og 5,5 point – sidstnævnte blev den eneste ubesejrede i turneringen med to gevinster og syv gange remis.
Chatalbashev måtte ned i sjette runde mod en flot spillende FM Bjørn Møller Ochsner, der endte på 4,5 point – et halvt point under IM-normkravet.
(Den ukrainske GM modtager 1. præmien af turneringsleder Aage Olsen. Foto: IM Rasmus Skytte).
– Jeg er ganske godt tilfreds med denne gode turnering, selv om jeg måtte ned i næstsidste runde. Det gik godt, og bliver jeg inviteret til næste år, kommer jeg gerne, siger turneringsvinder Sergei Ovsejevitsch.
Turneringsvinderen tabte til FM Martin Matthiesen i næstsidste runde. Han endte på fjerdepladsen, da han i sidste runde scorede det femte point mod IM Igor Teplyi – og det indbragte ham hans anden IM-norm.
Inden havde han i de sidste fire runder gjort det voldsomt spændende om han fik normen i hus.
Kravet efter de tre point, Martin Matthiesen scorede i de første tre runder, var halvtreds procent i de sidste fire runder. De første to tabte han – for så at tampe en stormester med de hvide klodser, og IM Igor Teplyi dagen efter med de sorte.
Et parti, de to Aarhus-folk begge beskriver som atypisk i forhold til deres andre slagsmål. For Martin Matthiesen var hurtigere i åbningen end normalt, mens Igor Teplyi til gengæld var langsommere end normalt. Senere så taberen spøgelser, det gav ham efterfølgende problemer med at få placeret officererne optimalt, så han endte i tidnød. Det udnyttede Martin Matthiesen så til at hive IM-norm nummer to hjem. Den første scorede han for 11 år siden.
Der bør ikke være elleve år mellem normerne
– Nej, jeg tror ikke, der kommer til at gå yderligere 11 år og tre mislykkede chancer, inden jeg får den tredje norm på plads. Hvis det går lige så godt til Politiken Cup som her, så måske til sommer, siger Martin Matthiesen. (Vi skal alle vænne os til at sommerens turnering i Helsingør efter mange år skifter navn fra Politiken Cup til XtraCon Open. red.)
Han endte på en delt 4-5-plads med den anden normtager, den blot 16-årige tysker Dmitrij Kollars, der med 3,5 point efter seks runder, sejlede hjem med tre gange remis. Det er dog blot én blandt mange IM-normer, han her scorede, mens han går og venter på at blive udnævnt til IM af FIDE, det internationale skakforbund.
Seksten år og syv IM-normer
– Det er den syvende norm, jeg har scoret. Nu skal jeg så på jagt efter GM-normer, som jeg håber at få den første af inden nytår. Ja, jeg har spillet meget siden, jeg sidste sommer stoppede i skolen efter tiende klasse for at spille skak i forsøget på at gå hele vejen frem til at blive professionel skakspiller. Sker det, vil jeg dog senere alligevel tage mig en uddannelse, fortæller Dmitrij Kollars.
På en delt 6.-7.-plads med Bjørn Møller Oschner kom IM Rasmus Skytte, der ellers hele vejen igennem turneringen havde ligget som nummer tre. Men sidste rundes meget lange instruktive nederlag til turneringsvinderen sendte ham et godt stykke ned i tabellen.
På de sidste tre pladser fulgte IM Igor Teplyi, IM Nicolai Vesterbæk Pedersen og IM Jens Ove Fries Nielsen, der med en pointscore på 3,5 og 2,5 samt 2 ikke kan siges at have gjort det store væsen af sig i turneringen, der gled helt problemfrit.
Som turneringsleder Aage Olsen bemærkede: Den største arbejdsopgave, jeg har haft, var at udfylde turneringstabellerne.
Se turneringstabellsen fra Chess House GM turnering