Mads Andersen stormester!

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

Mads GM_-_samme_aften._EM_15

Danmark vandt omsider en storsejr: 4-0 mod Skotland. Matchen vil dog nok mest blive husket for, at det var her IM Mads Andersen blev stormester. (Et arkivfoto ville ikke vise den glæde Mads og de to landshold havde efter titlen var hjemme – derfor for en gangs skyld et foto fra en restaurant. Hentet fra Thomas-Schou Moldts Facebookside)

 

Holdleder Jacob Aagaard skriver:

 

Danmark har fået sin seneste stormester! Hvilken en i rækken er ikke klart for mig. Larsen, Hansen, Hansen, Nielsen, Schandorff, Hansen, Danielsen, Høi, Palo, Rasmussen, Aagaard, Glud, Kristiansen og nu Andersen. Nummer fjorten i rækken.
Desuden vandt vi 4-0 og er for første gang siden starten af turneringen igen over forventet score. Vi havde også hævn til gode imod Skotland.
Sune fik en god Stonewall opstilling, men Tate var god til at skabe modspil. På et tidspunkt var det meget uklart. Sune var tydeligvis nervøs. Men Tate fandt ikke den rigtige måde at fortsætte angrebet på og faldt helt fra hinanden.
Lars fik en fin stilling fra åbningen, men Morrison gjorde alt hvad han kunne for at tage livet ud af stillingen. Det var lige ved at lykkedes, men i starten af tidnøden missede han en lille combination og faldt helt fra hinanden.

Mads kunne ikke undgå at være nervøs før dagens parti. Det han har kæmpet for i årevis var endelig indenfor rækkevidde. Han spillede alt for forceret, som han selv sagde bagefter. Det gjorde det let for Muir, men da han skulle tænke selv efter træk 40 spillede han helt galt og snart efter havde Danmark fået sin 14. stormester.
Bjørn fik en rigtigt god stilling ud af åbningen. Han vandt en bonde og Burnett fik ikke rigtigt noget modspil. Men i tidnøden spillede Bjørn for hurtigt og efter træk 40 var det remis. Men Bjørn fandt en snedig måde at skabe praktiske problemer for hvid og snart efter stod der 4-0 til Danmark!
Aftenen blev afsluttet på en mexicansk restaurant, med islandske specialiteter, bestyret af kinesere! Den var rigtigt god og stemningen var specielt høj!
Vigtig sejr i meget tæt opgør med Belgien
Thomas Schou-Moldt skriver fra kvindernes match mod Belgien:
På en dag, hvor Danmark kunne få en ny stormester (og fik det, skulle det senere vise sig), så skulle vi forsøge at hævne nederlaget fra 6. runde i Åben række til Belgien, da de var modstanderen i 7. runde i kvinderækken.
Der var på forhånd lagt op til en tæt match, hvor vi på papiret var svage favoritter, men på ingen måde større, end at alt kunne ske. Derfor var målet at få mindst 2½, og dermed to af de meget eftertragtede matchpoint!
Sandra satte mat
Og det blev en tæt match, nervepirrende tæt endda! Første parti der var færdigt var Sandras, der endelig fik fuldt udbytte af sine gode stillinger. Hun havde luret, at hendes modstander i et tidligere parti spillede noget som vi mente måtte være en upræcis trækfølge i Tarrasch, og havde derfor kigget på hvordan man bedst kunne følge op, skulle hun gentage det. Og det gjorde hun, og Sandra fik en utrolig interessant åbning, der hurtigt så lovende ud. Pludselig gik modstanderen helt galt i byen, og så blev hun knust, og til sidst sat mat.
Ninas ballon punkteret
Nina havde også fået en interessant stilling med sort efter en fin åbning, og det så faktisk ud til at hun stod lidt i overkanten, da modstanderen pludselig havde et smart mellemtræk, hvorefter Nina måtte give to officerer for et tårn. Op mod tidskontrollen var hun lige ved at få stablet et farligt angreb på benene, men det unge belgiske førstebræt spillede præcist, og lukkede hurtigt luften ud af dén ballon. Så stod det 1-1.
Kold belgisk chokolade
Thomine havde fået sin forberedelse ind, og stille og roligt udspillet sin modstander i løbet af midtspillet, men hun fik aldrig rigtigt snøret sækken. Efter en masse afbytninger, så opstod der pludselig mulighed for et kontraangreb med dronning og springer, og da Thomines officerer stod lidt offside lignede det en overgang en spand kold, belgisk mælkechokolade i hovedet. Heldigvis ville modstanderen hellere ofrer sin springer, frem for at bruge den til at sætte mat med, og så fremkom en stilling ved træk 40, hvor modstanderen i bedste fald kunne få evigskak.
God teknik i tårnslutspil sikrede sejren
På dette tidspunkt havde Freja, efter et godt og tålmodigt parti med hvid i en klassisk Nimzo-inder, fået spillet sig frem til et teknisk vundet tårnslutspil. Da holdkaptajnen havde stor tiltro til Frejas teknik, som blandt var blevet demonstreret i den foregående runde, fik Thomine besked på, at remis var ok: Det må holdkaptajnen nemlig gerne fortælle en spiller, såfremt man følger proceduren med at henvende sig til turneringslederen først, og herefter kun tale til spilleren på et sprog, som turneringslederen forstår.
”Draw is ok”, fik hun højtideligt at vide, og satte sig straks ned, og tilbød remis efter næste træk. Modstanderen havde godt set, at Freja var ved at køre tårnslutspillet hjem på brættet ved siden af, så hun afslog, og gav en skak til. Efter et par træk til var hun dog nødt til at ofre sit tårn for at alligevel at fremtvinge evigskak, og Thomine tog imod det medfølgende remistilbud. Freja gjorde arbejdet færdigt, og den ultra-vigtige sejr på 2½-1½ var i hus!
I 8. runde skal vi møde det stærke hold fra Tjekkiet, hvor vi igen er 200+ under i ELO. Ved OL i Tromsø tabte vi 1-3, og der er et par spændende revancheopgør på bedding på flere af brætterne.