Danske ungdomsvikinger i EM-stormvejr

  • Post author:

 

U-EM 2015_hele_holdet_foto_Ruggero_Percivaldi

Årets EM for ungdom EM for ungdom er nu godt i gang og de første tre runder er spillet. (De danske spillere og træner Mads Boe er fotograferet af Ruggero Percivaldi.) 


Ungdomstræner Mads Boe og Claus Vangsgaard har sammen skrevet følgende referat til skak.dk fra EM i Kroatien:


Som sædvanligt er der i de første runder store ratingforskelle, hvor de højtratede gerne skal have scoret mange point og de lavtratede skal forsøge at komme på tavlen. I denne turnering deltager flere for første gang i en stor turnering og både rammerne og modstanderne kan være en overvældende oplevelse.


De Danske Vikinger har dog generelt fået en hård medfart i de første tre runder ved EM i Porec. Vi har selvfølgelig mange uerfarne spillere med, der aldrig har deltaget i så stort et stævne før, men heller ikke de rutinerede kræfter har klaret sig så godt. Vi håber selvfølgelig at det ændrer sig i resten af turneringen!

U EM_2015_fra_spillesalen._Foto_Ruggero_Percivaldi 

(foto fra spillesalen taget af Ruggero Percivaldi)

Bedst placerede dansker er Jonas Bjerre i U12 der endnu ikke har tabt. Efter sejr i første runde, har han spillet hårde kampremiser i runde 2 og 3. Begge gange har han måttet kæmpe for sin remis, og det er tegn på dygtighed, når Jonas ikke bukker under når han er under pres, men derimod finder forsvarsressourcer. 

 

Også Nicolai Kistrup (U14) har startet turneringen med 2 point efter to pligtsejre mod svagere modstandere og et nederlag mod en stærk hollænder.

 

Både Martin Percivaldi (U16) og Filip Boe Olsen (U14) røg begge ind i stærke forberedelser i henholdsvis Fransk og Caro-Cann i runde 3, hvilket gav to nederlag. De har begge 50 %, men bør stadig begge kunne opnå gode placeringer i turneringen, hvis de finder deres bedste spil frem. 


Freja Vangsgård (P18) var også startet med 1½/2 efter remis mod en polsk WFM med 2182 og gevinst mod en 1700 spiller, men en god stilling med sort mod endnu en højtratet polak blev desværre til et nederlag, da hun undervurderede et kongeangreb.


 I U18 er der dømt hård modstand til alle, og det betyder, at de er risiko for at løbe ind i titelholdere. Viktor Harmark Nielsen startede således med en stærk IMer  i første runde og måtte trods god kamp ned. Og som det ofte går, så kom der så efter sejr over en lavere ratet fornøjelsen af en (for)stærk hviderusser.


Mikkel Manosri har fået en frygtelig start med tab mod to 2000 spillere i de første to runder inden han så kom på tavlen i 3. runde med en sikker sejr.


Thomas Thybo i U14 havde også en elevatortur med nederlag i runde 1 mod en stærk italiener efterfulgt af remis i 2. runde og en sejr i 3. mod lidt svagere modstandere.


Bjarke Vangsgård (U18) er den af de danske spillere, der indtil videre har haft den hårdeste modstand med et modstandergennemsnit på 2185. I alle tre partier blev gode stillinger i tidnøden forvandlet til tab, men det er positivt, at han har været i stand til at spille lige op mod højt ratede spillere.


Anna Hedelykke er rykket op i P16, selv om hun egentligt hører hjemme i P14, så det er ikke overraskende, at hun som debutant har haft det lidt hårdt, men efter to nederlag mod stærkere modstandere, kom hun dog på  tavlen med en remis i 3. runde i et parti hvor hun stod til gevinst men respekten var for stor.


Ellen Fredericia er seedet i den øverste tredjedel, men det er desværre kun blevet til to remiser mod lavere ratede spillere og et enkelt nederlag.


I P12 har vi en debutant – Nienke Vand den Brink. Hun er dog gået ret uimponeret til opgaven med to remiser efter et nederlag i første runde til en stærk russer.


To af vore debutanter Oscar Koch-Müller (U12) og Hannibal Valeur Jaques (U10) er desværre endnu ikke kommet på tavlen. Det er dog lykkedes for Oliver Trier (U12) at få et halvt point. Vi må bare konstatere at niveauet er højt, da det er de bedste spillere fra Europa med mange års hård træning, der er samlet her i Porec. 


Heldigvis er humøret stadig i top og lysten til skak er stor. Vi arbejder dagligt med skak et par timer fra 10 til 12 og gennemgår partier efter runden. Tak til Tavs Bjerre og Claus Vangsgaard for at bidrage positivt med kompetent undervisning af de yngste spillere og gennemgang af partier efter runderne. 


Vejret har skiftet karakter i Porec, og viser sig nu fra sin mindre pæne side. Vi startede med 25 grader og skyfrit de første par dage, og er nu rendt ind i dagsregn/skybrud  og temperaturer som vi kender dem i Danmark på denne årstid. Det var derfor meget våde spillere der efter 3. runde kom gående hjem fra spillestedet, som er placeret omkring 2 km fra hotellet, hvis sanitære forhold ikke er helt tilfredsstillende.

 

Mads Boe opdaterer dagligt med løst og fast samt billeder fra turneringen på sin egen Facebook profil. Følg gerne med! Kommentarer m.m. er meget velkomne også.