Landstræneropgør i Politiken Cup

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

Landstrnermde Politiken_Cup_2015

Landstrænerne mødtes i 3. runde af Politiken Cup i Helsingør, og det blev en forholdsvis hurtig omgang med sejr til landsholdets træner, GM Lars Schandorff mod kvindeholdets træner Thomas Schou-Moldt, som spillede slavisk og hurtigt kom galt af sted. (billedet af spillerne, mens det stadig gik godt for sort, er taget af Sigfred Haubro.)

 

Schandorff har maksimum tre, men det enorme antal spillere i turneringen – 431 – gør, at der kan være et stykke vej til det fineste lokale, konferencesalen, selv om man er GM og har maksimum. 37 spillere har maksimum efter 3. runde, blandt andre danmarksmesteren Sune Berg Hansen, Jakob Vang Glud og Carsten Høi. Også danskere uden GM-titler har maksimum, dem vender vi tilbage til i de kommende dage, når de skal op mod stærk modstand. 

 

Fornem remis til Nordenbæk mod et af USA’s største talenter

En spiller, der kom i konferencesalen og klarede sig over forventning var Jan Nordenbæk, Hillerød, som i anden runde fik fint spil mod en af turneringens forhåndsfavoritter, GM Samuel Shankland, USA (2656). Partiet endte i et slutspil med en bonde mere til Nordenbæk, men uden reelle gevinstchancer. Partiet endte meget logisk remis ved trækgentagelse. Et flot resultat af Nordenbæk, som i runden efter havde endnu en spændende stilling mod en GM, denne gang Jacob Aagaard, men Nordenbæk kom i voldsom tidnød og mistede en officer.

 

GM Jens Kristiansen tabte et rodet parti til juniorspilleren Viktor Haarmark Nielsen, Øbro. De danske stormestre klarer sig generelt godt, men har indtil nu ikke mødt jævnbyrdig modstand. Det vil ændre sig de kommende dage.

IMG 5077

Et indtryk af deltagerantallet: Her alle spillerrnes bordkort, omhyggeligt opstillet i nummerorden på stævnekontoret. 

 

Følg med på:

www.politikencup.dk