Veselin Topalov vinder Norway Chess

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

Topalov -_Anand_9._runde_Norway_Chess

Den bulgarske, tidligere verdensmester, Veselin Topalov vandt Norway Chess og førstepræmien på 75.000 US dollars. Topalov spillede i sidste runde remis mod Vishwanathan Anand efter 18 træk og trækgentagelse, og dermed kom bulgareren op på 6,5 point, et halvt mere end Anand. (Foto fra partiet i sidste runde taget af Sigfred Haubro).

 

Andenpladsen deles af Anand og Nakamura begge med seks point. Nakamura slog i det sidst afgjorte parti i turneringen Aronian. Både Anand og Nakamura forblev ubesejrede med tre gevinster og seks remis. Ubesejret var også Giri på fjerdepladsen med 5,5.

 

De sidste seks spillere scorede under 50 procent. Caruana og Vachier-Lagrave fik begge fire point, og på 7.-8.pladsen finder vi verdensmesteren Magnus Carlsen og Alexander Grischuk med hver 3,5.

 

Carlsen groggy efter at have tabt på tid i 1.runde

Magnus Carlsen kunne slet ikke få spillet til at glide på den sædvanlige elegante måde i denne turnering efter det katastrofale nederlag på tid i en gevinststilling i første runde mod Topalov, som ud over pointet mod Carlsen også var heldig med, at den anden nordmand, Jon Ludvig Hammer, begik en brøler i et remisslutspil.

 

Carlsen tabte fire partier, et af dem i sidste runde, hvor han igen havde en god stilling mod Hammer. Verdensmesteren var bagud med en kvalitet, der var dog tilsyneladende kompensation og flere bønder for den.

Men da han undlod at spille 27.- c5, – som for kommentatorerne i studiet samt på Twitter og chat så oplagt ud – var det hurtigt ned ad bakke og Carlsen opgav efter 34 træk, stillet over for udækkelig mat, da Hammer fik begge tårne ind på syvende række.

 

Med gevinsten over Magnus Carlsen kom Jon Ludvig Hammer på en delt 9.-10. plads med Aronian, da denne tabte til Nakamura.

 

Læs mere på 

http://2015.norwaychess.com/