Det meget stærke FIDE Grand Prix i Khanty-Mansiysk, Rusland, er lidt over halvvejs. Ikke overraskende fører den topseedede Fabiano Caruana med 4,5 af 6 foran Peter Svidler og Sergej Karjakin begge med 4 og Lenier Dominguez med 3,5.
Skal vi sætte nationaliteter på spillerne? Dominguez er fra Cuba, Svidler og Karjakin repræsenterer begge Rusland. Og så er der Caruana. I tabellen står han opført som repræsenterende Italien. Men for nylig forlød det, at han har skiftet skakforbund.
Under Scandinavian Masters i Oslo bad en af de norske tv-journalister turneringens kommentator, verdensmester Magnus Carlsen, om en kommentar til, at verdens nummer to skiftede forbund. Carlsen bemærkede, at da Caruana er opvokset og bor i USA, var det ikke specielt overraskende.
I praksis får skiftet fra Italien til USA formentlig størst betydning for de to nationers landshold, f.eks. ved skak-OL, hvor Italien uden Caruana er reduceret til en mere ordinær skaknation, mens USA vil stå styrket i forhold til at blande sig i kampen om guldmedaljer.
Tilbage til Khanty-Mansiysk. Der har været en del remiser i FIDE Grand Prix’et og de nævnte fire første i turneringen er alle ubesejrede indtil videre.
Billedet er fra Caruana – Vachier-Lagrave. Franskmanden med 2754 i ELO ligger ratingmæssigt midt i feltet, men udgør bundproppen i turneringen efter 6.runde med tre remiser og tre tab.
Følg med i turneringen, hvor sidste runde spilles på tirsdag, via linket på skak.dk forsiden.