XII Festival Scacchistico Internazionale

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

I den syditalienske by Amantea ved Middelhavet spilles i disse dage en stærk Open, XII Festival Scacchistico Internazionale, med dansk deltagelse.

 

FM Bjørn Møller Ochsner og GM Allan Stig Rasmussen mangler at spille to runder i weekenden og begge er godt med. Allan Stig Rasmussen har 5 af 7 og ligger på en delt 4. plads. Bjørn Møller Ochsner har 4½ point, bl.a. med sejr over to stormestre, og kan være på vej til at score en IM–norm. Han har mødt det nødvendige antal titelholdere, og ratingpræstationen efter de første 7 runder er også over de 2450.

 

bmoccc2014
FM Bjørn Møller Ochsner – på vej mod en IM–norm? (foto: thv)

Begge danskere har hvid i 8. runde lørdag kl. 16.00. Allan Stig Rasmussen møder GM Evgeny Sveshnikov, der i 3. runde slog Bjørn Møller Ochsner. Og jo, det er den Sveshnikov, der har lagt navn til den populære sicilianske variant (1.e4 c5 2.Sf3 Sc6 3.d4 cxd4 4.Sxd4 Sf6 5.Sc3 e5).

Bjørn Møller Ochsner møder italienske IM Alessio Valsecchi (2438). Begge de danske partier formodes at komme på turneringens livedækning og vil også kunne følges på www.liveskak.dk/chat så det er muligt at diskutere partierne på dansk.

Stillingen i toppen efter 7. runde:
1. GM Andrey Sumetys (2618), Ukraine, 6 point
2. GM Alberto David (2548), Italien, 5½ point
3. GM Andrey Vovk (2625), Ukraine, 5½ point
4. GM Evgeny Sveshnikov (2502), Letland, 5 point
5. GM Fabien Libiszewski (2531), Frankrig, 5 point
6. IM Duilio Collutiis (2476), Italien, 5 point
7. IM Axel Delorme (2505), Frankrig, 5 point
8. GM Jozsef Horvath (2515), Ungarn, 5 point
9. GM Allan Stig Rasmussen (2517), Danmark, 5 point
10. GM Csaba Horvath (2537), Ungarn, 4½ point
11. FM Bjørn Møller Ochsner (2336), Danmark, 4½ point

61 deltagere.

8. runde spilles lørdag kl. 16.00 og sidste runde søndag kl. 9.00.

Live med dansk chat: www.liveskak.dk/chat
Turneringens hjemmeside: www.amanteascacchi.it/amantea/