Chess House GM 4. runde

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

Deltagerne i Chess House GM 2014 bliver ved med at spille kampskak og IM Rasmus Skytte har nu 4 af 4. GM-normen er 6½, så han skal score 50% i de sidste fem partier for at få normen.

 

Fra spillestedet har vi modtaget:

Af Mads Boe
Chess House GM Turnering – Runderapport runde 4:
GM turneringen i Chess House fortsatte efter samme drejebog i runde 4 som i de øvrige runder: Masser af spændende kampskak, kun en enkelt remis og så igen med IM Rasmus Skytte som vinder af sit parti!

Denne gang gik det ud over IM Eggleston, der endnu ikke har fået point i turneringen. 7.Dd3 var en spændende ide, og trækket 12.-,Se4 må have været en fejl, da det både giver mulighed for at gennemføre h5, samt at dronningen får angrebsmål efter Db3. Efter tvungen dronningafbytning fik Rasmus en klar fordel, hvor partiet handler om at få fjernet den sorte løber på d5, der holder stillingen sammen. Efter det lykkedes for Rasmus, var der for mange svage bønder, og slutspillet vandet ret ubesværet. De næste 2 runder bliver hårde for Rasmus, hvor han i begge partier har sort mod GM Palo og GM Maksimenko.

Endelig kom IM Jens Ove Fries Nielsen på tavlen med et helt point. IM Mads Andersen opgav løberparret og vandt en bonde i åbningen, men undervurderede det modspil, som Jens Ove fik på de sorte felter. Først tog han kontrol over de sorte felter, og derefter åbnede han centrum, så løberparret kunne arbejde sammen. Mads Andersens konge kom i skudlinien, og Mads gav om få træk før han ville have været mat. Ganske overbevisende spil af Jens Ove.

 

jofn febr20104
IM Jens Ove Fries Nielsen – kom på tavlen i 4. runde (foto: thv)

Partiet mellem IM Jimenez og IM Nicolai V. Pedersen var interessant fordi Nicolai fik en meget dårlig bondestruktur efter Spansk åbning. Stillingen er sikkert nogenlunde i balance, da Nicolai har løberparret og frit officersspil. Dog er afbytninger ikke i Nicolais favør, og langsomt fik den Spanske IM fordel. I det fremkomne tårnslutspil, var der for mange svage bønder og hvid vandt sikkert.

GM Brynell har fået en hård start i turneringen, og i dagens runde løb han ind i en meget angribsivrig IM Trent. I en Fransk med modsatte rokader ofrede IM Trent en officer med Lxc4 for angreb. Om det var korrekt ved jeg ikke, men han vandt da officeren igen, og efter endnu et kvalitetsoffer fik han en meget farlig bonde på d6, som sidenhen afgjorde partiet. Et utroligt underholdende parti.

Der må have været meget gensidig respekt mellem de højest ratede spillere GM Maksimenko og GM Palo. I hvert fald blev det til en hurtig forceret trækgentagelse.

I dag fredag spilles runde 5 i Chess House, Katrinebjergvej 111A. Runden i går torsdag var flot besøgt, og alle tilskuere er velkomne til forhåbentligt endnu en god kamprunde kl. 15:00.

Turneringen kan også følges på www.chesshouse.dk

 

Mads Boe

 

4. rundes partier: www.liveskak.dk/2014/Chess-House-GM/r4/widthoutchat.htm