VM for Ungdom 2013 – 6. runde

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

Stormester Allan Stig Rasmussen har netop været på en skakturné i Costa Rica, hvor han først spillede holdskak for holdet ”Colegio New Hope”, der ikke tabte nogen kampe i turneringen, men alligevel måtte se sig henvist til andenpladsen af holdet ”Megasuper” med ½ point. Allan Stig scorede 6 af 8 uden tabspartier.

 

Efter holdturneringen spillede Allan Stig med i Gran Torneo Metropolitano hvor det blev til 6½ af 8 og en andenplads efter GM Hannes Stefansson. Allan Stig er nu ankommet til De Forenede Arabiske Emirater, hvor han assisterer IM Mads Andersen og sender følgende hjem til Danmark:

Af Allan Stig Rasmussen
Blandede bolsjer
6. runde blev igen lidt op og ned for den danske delegation. Vi kunne i denne runde følge Jesper Thybo på livesendingen fra U14, mens arrangørerne tilsyneladende har givet fortabt ift. at lave livesending fra U16 og U18. Imponerende, på den uheldige måde.

U10: Filip Boe var sort mod en mongol med 1550, som spillede en benhård variant i caro-kann. Han nåede dog blot at spille et typisk bondeoffer, før han ikke kunne huske mere, og efter en meget lang tænkepause, ofrede/tabte han en officer. Filip tog imod den, og kørte sejren hjem i flot stil, så han er tilbage på +2, med 4/6.

 

spillesalen2
Farverig spillesal (foto: www.worldyouth2013.com)

U12: Nicolai Kistrup var også sort, men mod en lokal helt, der ikke havde noget elo-tal. Det er lidt et lotteri med de uratede, fx spillede norske IM Aryan Tari remis med hvid mod en sådan, fra Tunesien, i 3. runde, og er de fra Kina kan man næsten være sikker på at de godt kan spille skak. Nicolai var dog en alt for stor mundfuld for UAE’eren, og det tog blot vor unge helt 12 træk, førend der var røget tilstrækkeligt materiale, og gået tilstrækkelig lang tid til, at modstanderen valgte at strække våben. Dejligt med et comeback, og nu på 3/6.

U14: Jesper Thybo var oppe imod gruppens 2. seedede, en inder på over 2400. De mødtes også for to år siden, hvor inderen var seedet 1 i U12, men alligevel var Jesper yderst tæt på at nakke ham med sort, inden de endte med en pointdeling. Denne gang var Jesper hvid, og selvom jeg egentlig kun er hernede for at assistere Mads Andersen, nåede jeg trods alt lige at give Jesper en fil med et par idéer. Det lykkedes ham at bruge en af dem, og han havde klar fordel ud af åbningen. Desværre tænkte Jesper nok lidt meget i remis-baner, så først blev det til et remistårnslut, og da inderen så overspillede sin stilling, blev det ikke straffet. I stedet gik det langsomt galt for vor mand. Øv! Nu 4/6.

U16: Martin Percivaldi var hvid mod en Kineser på 2050, men deres tal er ofte voldsomt misvisende, og altid i retning af at være for lave. Martin fik en interessant forberedelse ind, men kom nok lidt i problemer efterfølgende. Det fik han dog ret hurtigt vendt om på, og mens modstanderen spillede lidt planløst, forbedrede Martin sin stilling træk for træk. Han valgte derefter at ofre en bonde, men fik total kontrol, og ikke længe efter blev den sorte mand eksekveret. Lækkert, og Martin er nu på 3½/6.

U18: Mads Andersen var sort mod en franskmand på 2400, og i en af de mest sandsynlige varianter, besluttede vi at gå efter en gentagelse af en succesfuld åbningsidé fra 5. runde. Denne gang var der dog tid til reelt at forberede den, så det lignede en succes, da modstanderen tillod den, og som håbet endda blev overrasket. Normalt husker Mads ganske fremragende, men netop denne gang huskede han desværre forkert, og i stedet for at hvid skulle passe på, var sorts stilling pludselig næsten uspillelig. Det gik ikke mod så stærk en modstander. Utrolig surt. Heldigvis er det dog en stærk gruppe, og der er mange runder igen, så der er stadig mulighed for nå frem til toppen – men det kræver selvfølgelig et kadenceskifte nu. 3½/6.

Glædelig jul, skak-Danmark!

Allan Stig Rasmussen

 

Hjemmeside: www.worldyouth2013.com