Fabiano Caruana og Boris Gelfand endte begge på 7 af 11 i det sidste FIDE Grand Prix i denne kandidatcyklus. Caruana fik turneringssejren i Paris på bedst korrektion, men i den samlede Grand Prix-stilling havde han behøvet en udelt sejr for at kvalificere sig direkte til kandidatturneringen i marts. Alle partier i sidste runde blev remis i en turnering, der bød på 12 hvide og 7 sorte gevinster.
Fabiano Caruana, Italien – vandt FIDE Grand Prix i Paris (foto: paris2013.fide.com)
Lige nu er følgende kvalificerede til kandidatturneringen:
Dmitry Andreikin, Rusland – kvalificeret via World Cuppen i Tromsø
Vladimir Kramnik, Rusland – kvalificeret via World Cuppen i Tromsø (og havde ellers taget Karjakins plads via rating)
Levon Aronian, Armenien – kvalificeret via rating
Sergey Karjakin, Rusland – kvalificeret via rating
Veselin Topalov, Bulgarien – kvalificeret via FIDE Grand Prix
Shakhriyar Mamedyarov, Adserbadjan – kvalificeret via FIDE Grand Prix
Taberen af VM finalen mellem Magnus Carlsen og Viswanathan Anand.
Den sidste plads for at nå op på otte spillere gives via et wild card, der uddeles af arrangørerne. Her siger rygterne i skakkredse, at der er to sandsynlige spillesteder: Khanty-Mansiysk eller Bulgarien. Hvis Khanty-Mansiysk vinder buddet, går den sidste plads næsten sikkert til Grischuk. Vinder Bulgarien retten til at arrangere, bliver den sidste plads højst sandsynligt besat af Caruana eller Nakamura.
Kandidatturneringen spilles fra den 12. – 30. marts 2014. De otte spillere spiller alle mod alle, således at man mødes med begge farver. Det giver 14 runder i alt og der vil være fire fridage undervejs. Spillere fra samme nation vil mødes indbyrdes i de første runder af hver afdeling.
FIDE Grand Prix Paris: paris2013.fide.com