Søndagens kampe i 3. runde i XtraCon-Skakligaen bød på et par overraskelser. Der er nu lagt op til en meget jævnbyrdig sæson, hvor der er spænding om både medaljepladser og nedrykning.
De forsvarende mestre fra Jetsmark måtte nøjes med 4 – 4 mod århusianske SK1968. På bræt 1 slog FM Arne Matthiesen, SK1968, stormester Allan Stig Rasmussen fra Jetsmark.
GM Allan Stig Rasmussen – FM Arne Matthiesen (foto: thv)
Seniorverdensmester Jens Kristiansen, BMS, spillede for første gang efter at stormestertitel og verdensmesterskab var kommet i hus i Grækenland. Mod stormesterkollega Carsten Høi, Brønshøj, forsatte han de gode takter, og selvom der måtte spilles i fem timer, kom der et helt point i hus. Både BMS og Brønshøj var plaget af mange afbud, men BMS må være mest tilfreds med det uafgjorte resultat 4 – 4.
Nordre fra Århus stod for rundes største overraskelse, da de på udebane besejrede topholdet Team Nordea Skanderborg med 3½ – 4½. Tidligere verdensmester i korrespondanceskak Jørn Sloth holdt med de sorte brikker remis mod stormester Davor Palo, der er vendt tilbage til topskak efter en fem år lang pause.
I Græsted spillede Nordkalotten og Århus/Skolerne 4 – 4, hvilket var tæt på den forventede score.
Med en 3 – 5 sejr over Øbro overtager K41 nu førstepladsen i XtraCon-Skakligaen, men kun 4 point skiller nummer et fra nummer ti. Der er lagt op til en række meget spændende kampe når der er dobbeltrunde den 12. – 13. januar.
3. rundes resultater:
SK1968 – Jetsmark 4 – 4
Team Nordea Skanderborg – Nordre 3½ – 4½
Nordkalotten – Århus/Skolerne 4 – 4
Øbro – K41 3 – 5
Brønshøj – BMS Skak 4 – 4
Stillingen efter de tre første runder:
1. K41, 14 brætpoint, 6 mp
2. Jetsmark, 13½ brætpoint, 4 mp
3. Århus/Skolerne, 13½ brætpoint, 3 mp
—
4. Team Nordea Skanderborg, 13 brætpoint, 2 mp
5. Nordre, 12½ brætpoint, 4 mp
6. SK 1968, 11½ brætpoint, 2 mp
7. Brønshøj, 11 brætpoint, 3 mp
8. Nordkalotten, 10½ brætpoint, 3 mp
—
9. Øbro, 10½ brætpoint, 1 mp
10. BMS Skak, 10 brætpoint, 2 mp
Dagens runde i Divisionsturneringen satte ny rekord i live-dækning, når man ser bort fra den afsluttende dobbeltrunde på Hotel Scandic i Odense sidste år.
I Århus blev SK1968 – Jetsmark vist live, og der var samtidig plads til at SK1968s 2. og 3. hold også kunne få et par brætter på internettet. Derfor var det bl.a. muligt at følge partiet Peter Heine Nielsen, Holstebro – John Mortensen, SK1968 III. Et parti som Peter Heine vandt, men dog først efter god modstand fra John Mortensen.
Peter Heine Nielsen, førstebræt for Holstebro (foto: thv)
Enkeltresultater, samelt stilling, statistik og meget mere findes på turneringens hjemmeside: www.divisionsskak.dk