Georgien – Danmark 1 – 3

Danmark sluttede flot af i den åbne række ved OL i Istanbul. Samlet blev Danmark nummer 18. Armenien vandt guld på bedre korrektion end Rusland mens Ukraine fik bronze.

Vi bringer holdlederens sidste rapport:

Af Lars Schandorff
Danmark i top-20
Georgien – Danmark 1 – 3
1. GM Mikheil Mchedlishvili (2659) – GM Sune Berg Hansen (2577) ½ – ½
2. GM Merab Gagunashvili (2578) – GM Lars Schandorff (2516) 0 – 1
3. GM Tornike Sanikidze (2585) – GM Allan Stig Rasmussen (2496) 0 – 1
4. GM Konstantine Shanava (2569) – IM Jakob Vang Glud (2498) ½ – ½

Danmark fik en forrygende afslutning på skak-OL i Istanbul med en overbevisende 3-1 sejr over stærke Georgien i sidste runde. De stillede med fire gode stormestre og havde lidt, men klart mere i rating på alle brætter. Alligevel var vi rimelig optimistiske på forhånd. Vi har tidligere klaret os godt mod Georgien, og det her blev ingen undtagelse.

Allerede i åbningsfasen afgjorde vi mere eller mindre affæren.
Allan Stig fangede modstanderens dronning. Her har danskeren lige spillet det snedige 15…a6. Modstanderen så tydeligvis ikke truslen:


16.Lg5? Sc4! Hov. 17.Lxc4 b6 18.Lxd5 bxc5 og sort vandt.


Allan Stig Rasmussen i sidste runde (foto: Thorbjørn Bromann)

Samtidig fik jeg et stærkt officersoffer ind:


19.Lxg5! hxg5 20.Df5 Med et kæmpe greb om stillingen. Sort taber hurtigt materialet tilbage. 20…Lf4 21.h4! Dxd5 Der er ikke andet. 22.Dxf6 Dd6 23.Dxd6 Lxd6 24.hxg5 med bonde mere og teknisk vundet stilling.

Begge vores modstandere kæmpede selvfølgelig videre, men der var ingen tvivl om, at det ville blive 2-0.


GM Lars Schandorff i sidste runde (foto: Thorbjørn Bromann)

Glud fik et behageligt positionelt plus, så det var svært at se, at georgierne kunne komme tilbage i matchen. Sunes parti var utrolig uklart og kunne blive hvad som helst. På et tidspunkt tænkte jeg sågar 4-0! Sunes modstander begyndte da også at blive bange og tilbød remis. Det tog Sune imod og sikrede dermed den danske sejr og matchpointene. Cifrene endte med 3-1. Efter tidnøden var Gluds fordel ebbet ud, så også remis her.

Facit blev 15 matchpoint efter 11 runder og en placering som nr. 9-18. Efter korrektion nr. 18! OK, vi var jo også en tur nede og vende undervejs og mødte ikke så mange tophold. Nr. 18 er fint, vi var jo seedet 39.

Afslutningsvis vil jeg sige, at det har været en fornøjelse at være holdleder for det her hold. Vi har haft en super spirit og masser af grin, og i de sidste fire runder fik vi også vist en masse god skak. Hvad der gik galt i starten er svært at sige. Jeg tror svaret skal findes i matchen i anden runde mod Kasakhstan. Den skulle vi bare ikke have tabt. Som jeg snakkede med Sune om, så var det som om, at der skete et eller andet den dag. Det var rent Murakami. Verden tog et lille ryk, så nu er vi måske i år 2Q12.

Armenien vandt i øvrigt guld foran Rusland på bedre korrektion. Russerne kan åbenbart bare ikke vinde længere. De styrede totalt turneringen, men tabte så til USA, hvorefter Kina og Armenien indhentede dem. I sidste runde faldt Kina fra, men det gjorde Armenien ikke!

Næste OL er i Tromsø i Nordnorge om to år. Om fire år i Baku i Aserbajdsjan.

Lars Schandorff

Partierne fra dagens kamp kan ses her.

Hjemmeside: www.chessolympiadistanbul.com