EM for ungdom, dag 7

Bjørn Møller Ochsner er stadig med i toppen ved EM for ungdom i Prag. Flasker de sidste to runders resultater sig, kan Ochnser score en IM-norm.

Fredag har danskerne sort i alle 11 partier.

Vi har modtaget nedenstående fra Prag.

Af Tavs Bjerre
Rapport fra 7. runde ved EM i Prag for ungdom
Torsdag formiddag stod den på sejltur på Moldau i strålende sol i det fantastisk smukke Prag. Men der skal mere end Karlsbroen og Hradcany til at imponere de unge mennesker, der vist ville have foretrukket en tur i en racerbåd.

Trods hvid i 10 af 11 partier blev det en halvskidt dag for den danske lejr, 4 points af 11 mulige er naturligvis ikke tilfredsstillende.

Der var dog enkelte bemærkelsesværdige lyspunkter. I U8 spillede Jonas Bjerre igen et fint og stilsikkert parti, og han vandt for femte dag i træk! Johan Møller Ochsner (U12) fik endelig brudt forbandelsen, han vandt bonde og kvalitet tidligt i partiet og kørte pointet sikkert hjem. Storebror Bjørn fik en fin remis mod sin stærke modstander og er stadig med i den sjove ende. Freja Vangsgaard (U14 piger) mistede en bonde men fik tilkæmpet sig en remis. Også Martin Percivaldi (U14) og Toby Dreisler (U12) spillede remis, mens resten måtte ned, flere dog efter at have stået til mere.

Fredag har samtlige danskere sort, så vi må håbe at Adorján har ret når han siger at ’Black is OK!’.

Trætheden er så småt ved at melde sig, det har været en hård uge med masser af skak, så torsdag aften blev de sædvanlige efteranalyser droppet så der i stedet kunne samles kræfter til en slutspurt.

Tavs Bjerre

Hjemmeside: www.eycc2012.eu