GM Ivan Cheparinov vandt Politiken Cup 2012

Tre spillere endte på 8 af 10 ved Politiken Cup, Danmarks stærkeste og største skakturnering. Efter korrektionsberegning gik den samlede sejr og førstepræmien på 20.000 kr. til GM Ivan Cheparinov fra Bulgarien med hollandske GM Ivan Sokolov på andenpladsen og svenske GM Jonny Hector på tredjepladsen.


GM Ivan Cheparinov, Bulgarien (foto: Sigfred Haubro)

Bedste dansker blev GM Jacob Aagaard på en 10. plads lige foran GM Sune Berg Hansen. Begge scorede 7½ point ligesom GM Lars Schandorff, der endte på den samlede 15. plads.

Alle tre danskere tager senere på måneden til OL i Tyrkiet. Her bliver de suppleret med GM Allan Stig Rasmussen og IM Jakob Vang Glud. Sidstnævnte kunne have scoret en GM-norm med gevinst over den stærke russiske stormester Vladimir Malakhov, men på trods af de hvide brikker måtte danskeren se sig slået.

15-årige Rasmus Svane, der bor i Lübeck med sine danske forældre, scorede en IM-norm ligesom FM Jacob Carstensen fra Brønshøj også scorede en norm til IM-titlen.

Top ti:
1. GM Ivan Cheparinov, Bulgarien, 8 points
2. GM Ivan Sokolov, Holland, 8 points
3. GM Jonny Hector, Sverige, 8 points
4. GM Aleksey Dreev, Rusland, 7½ points
5. GM Dusan Popovic, Serbien, 7½ points
6. GM Stelios Halkias, Grækenland, 7½ points
7. GM Erwin l´Ami, Holland, 7½ points
8. GM Vladimir Malakhov, Rusland, 7½ points
9. GM Robert Markus, Serbien, 7½ points
10. GM Jacob Aagaard, Danmark, 7½ points

Turneringen havde deltagelse af 292 spillere fra 23 lande.

Slutstillingen, ratingpræmier, partier, fotos, videoer med mere kan ses på turneringens hjemmeside: www.politikencup.dk

Politiken Cup afholdes også næste år i uge 31 på Konventum i Helsingør.