Skak-OL for blinde i Indien

Det danske hold til Skak-OL for blinde i Indien til august er nu udtaget. Fra formand for Danmarks Blindeskak, Erik Bremer, har vi modtaget nedenstående.

 

Af Erik Bremer
Skak-OL for blinde i Indien
Den 14. skakolympiade for blinde finder sted på hotel “Le Royal Méridien” Chennai Indien fra 9. – 20. August 2012. Hotellet er et af de bedste fem stjernede luksushoteller i Chennai. Le Royal Méridien er plantet på en 3,5 hektar smukt anlagt have. Der er blandt andet gode møde- og banketfaciliteter, der er søreme også barer, fitnesscenter, og et fantastisk udendørs swimmingpool med boblebad. Chennai, tidligere Madras, var oprindeligt en lille fiskerby men nu en livlig millionby og hovedstaden i staten Tamil Nadu. Chennai er industri og business, men også ældgammel historie med smukke hindutempler og klassiske indiske dansetraditioner. Til turneringen, hvor tre spillere denne gang får OL-debut, har vi udtaget følgende spillere:

Bræt1: Ernst Christian Bindzus, er født i 1958, bosat i Børkop og som til dagligt spiller i Skakklubben Evans, mistede det meste af sit syn i 2011.  Han Debuterede straks ved det nordiske holdmesterskab for blinde og svagtseende, der blev afviklet i oktober i Finland. Bindzus spillede lige op med de allerbedste på det svære førstebræt. 2½ points af tre mulige. Ved Danmarks Blindeskaks 50-års jubilæums turnering i november måned vandt Ernst suverænt og lokalt kører det vist også i højeste gear. 

Bræt 2: Henning Nielsen er født i 1945 og bor i Ferritslev og spiller i Skakklubben Sydøstfyn. Henning Nielsen blev indmeldt i Danmarks blindeskak for cirka 4 år siden og ligger inde med tre danmarksmesterskaber. Ved verdensmesterskabet, der blev spillet i Serbiens hovedstad Belgrad i 2010 kæmpede 121 spillere fra 32 lande og fra Danmark deltog den regerende danmarksmester Henning Nielsen og han scorede 3 points af 8. Også Henning var med på NM-holdet i Finland, hvor det blev til en flot andenplads.

Bræt 3: Erik Bremer, Blindes Skakklub: Bremer Er født i 1954, bor i Herlev og er den mest aktive blinde turneringsspiller i Danmark. Bremer fik OL-debut i Brasilien, 1996, fik også OL-chancen i Spanien, 2004, og han blev dansk topscorer både i 96 og 04. I 2008 på Kreta spillede han på førstebrættet, hvor det blev til beskedne 2 points.   Danmark har vundet det Nordiske holdmesterskab i 1999 og 2003 og Erik var med på guldsekseren begge gange. 

Bræt 4: Martin Mandrup Hansen, der blev født i 1978, havde stort set normalt syn til han fyldte tyve år. Han voksede op i Ulkebøl ved Sønderborg og lærte allerede at spille skak som syvårig. For tre år siden så Martin Mandrup en annonce i Dansk Blindesamfunds medlemsblad, og det resulterede i, at han i november 2009 henvendte sig i Blindes Skakklub i Vanløse. Der blev han styrketestet af formanden og jeg konstaterede straks, at Mandrup var mere end bare begynder, og allerede ugen efter var han med i klubbens turnering. Her vandt han sine 2-3 første partier – dog mod nogle af de svageste medlemmer. I sommeren 2011 debuterede Martin Mandrup ved DM for blinde på Fuglsangscentret i Fredericia. Han syntes helt klart at være den bedste i 3. klasse (den laveste), men en buk i en klart vundet stilling resulterede i en mat i bunden, og så måtte Martin nøjes med 4 point af 5 og en 2. plads. Men siden er det gået hurtigt – takket være en seriøs indstilling til skakspillet.

Martin Mandrup er en særdeles flittig deltager i turneringer, hvor hovedsageligt seende deltager. Således har han deltaget i ikke færre end fem af Københavns Skak Unions dagsturneringer inden for det sidste år. Disse spilles i Kampklubben 41’s lokaler i Valby. Martins flid med både teoretisk og praktisk skak har allerede givet pote. Således blev han nr. 2 i klubmesterskabet for Blindes Skakklub i efteråret 2011, og i foråret 2012 kronedes indsatsen med Københavnsmesterskabet for blinde og svagtseende. I juni måned fik Martin sin internationale ilddåd ved Landskampen mod Norge, hvor han på bræt 4 vandt i fin stil sine 2 partier – ham kan Danmarks Blindeskak roligt sende til Indien.

Andreas Kastberg, Skakklubben af 1968, er for tredje gang kaptajn for OL-holdet og som hjælp til forberedelserne er Kaare Vissing Andersen tilknyttet de 2 københavnere.

Vi glæder os til et spændende eventyr og held og lykke på vejen mod OL i Chennai.

Erik Bremer