Matchen der ikke vil dø

Torsdag kl. 17.00 kommer et legendarisk skakbræt, der blev anvendt under VM 1972 i Reykavik, under auktion hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner i København. Som optakt til senere omtale af auktionen i Skakbladet, bringer vi her journalist Esben Diges interview med Gudmundur Thorarinsson om selve matchen i 1972.

Af Esben Dige
Matchen der ikke vil dø
Spasskij – Fischer ’72: I forbindelse med Bruun Rasmussens auktion over et af de skakbrætter, der blev benyttet i den berømte VM-match i Reykjavik, causerede formanden for organisationskomiteen, Gudmundur Thorarinsson over matchen, og hvad der siden fulgte.

VM-matchen mellem Boris Spasskij og Bobby Fischer i 1972 er blevet kaldt ”århundredets match,” men Gudmundur Thorarinsson, der var formand for komiteen, der arrangerede matchen, mener, at den er større endnu.

– Det var alle tiders match. BBC har matchen på deres liste over de 20 vigtigste begivenheder i det 20. århundrede. Det er forbavsende, og jeg ved ikke, om jeg er enig. Men hele verden var interesseret i den match. Jeg talte med 10 – 20 tv-stationer hver dag. Det store spørgsmål var jo om det virkeligt var muligt, at Sovjetunionen tabte verdensmesterskabet i skak? I dag er matchen blevet så stor og så gammel, at den har sit eget liv og er blevet sat ind i en større sammenhæng, forklarer Gudmundur Thorarinsson.

Matchen er da også kendt over hele verden – også af folk, der ellers ikke interesserer sig for skak. En søgning på Google på Spassky – Fischer 1972 giver cirka 320.000 hits og der er skrevet cirka 150 bøger og lavet film om matchen. Til sammenligning giver en søgning på Google på  Karpov – Korchnoi 1978 52.600 hits, og sidstnævnte match var lige så dramatisk både på og udenfor brættet som matchen i 1972.

Kommer Fischer?
Forberedelserne til matchen var præget af ballade om spillestedet, præmiesummen, tv-optagelse under partierne, og i øvrigt var der stor tvivl om, hvorvidt Bobby Fischer overhovedet ville komme til Island. Åbningsceremonien blev gennemført uden Bobby Fischers tilstedeværelse.

– Jeg tog den beslutning at åbne matchen selvom Fischer ikke var kommet til Island. Jeg kunne altid lukke matchen, men hvis jeg først erklærede, at der ikke blev nogen match, så ville jeg aldrig kunne åbne den igen. Og jeg kunne ikke forstille mig, at Fischer ikke ville spille – det var jo en match om verdensmesterskabet, siger Gudmundur Thorarinsson om sin beslutning.


Gudmundur Thorarinsson (foto: Esben Dige)

Kissingers opringning
Men der skulle en misforståelse til, før matchen endelig kunne komme i gang. Under en samtale med Gudmundur Thorarinsson, siger Spasskij, at ”det er en meget alvorlig situation, og den kan kun løses på et højere niveau.” Gudmundur Thorarinsson giver ham ret, og den fastlåste situation bliver nu et politisk spørgsmål. Henry Kissinger ringer blandt andet til Bobby Fischer og indleder med ordene ”Her er verdens dårligste skakspiller, der ringer til verdens bedste.”

– Jeg er siden blevet fortalt, at Fischer forandredes til en soldat, der skulle i krig, da han fik opringningen fra Kissinger, fortæller Gudmundur Thorarinsson.

Fischer tog nu endeligt flyet til Reykjavik, men så var det Boris Spasskij, der var på vej hjem.

– Jeg havde fuldstændigt misforstået Spasskij. Han mente, at det var politikerne i Moskva og ikke i Washington, der skulle involveres. Moskva mente, at Spasskij var blevet ydmyget af Fischers opførsel og havde kaldt ham hjem. Men Spasskij ville gerne spille matchen, men han havde brug for hjælp for at kunne blive i Reykjavik. Jeg var så optaget af at få Fischer til Island, at jeg slet ikke forstod, at Spasskij også havde brug for hjælp, siger Gudmundur Thorarinsson i dag 40 år efter begivenhederne på Island.

Fischers flugt
Trods Spasskijs føring på 2 – 0 efter de første to partier, så vandt Fischer matchen med 12½ – 8½ efter kun 21 partier og blev den første ikke-sovjetiske verdensmester i 24 år. Men dermed var Gudmundur Thorarinssons bekendtskab med Bobby Fischer ikke forbi.

Efter en omtumlet tilværelse spiller Bobby Fischer en revanchematch mod Boris Spasskij i 1992 på Sveti Stefan i Montenegro, der var underlagt en FN-embargo på grund af krigen i det tidligere Jugoslavien. USA udsteder en arrestordre på Fischer og kræver ham fængslet i 10 – 15 år for at overtræde embargoen. 11. september 2001 sviner Bobby Fischer USA til efter terrorangrebet på World Trade Center. I 2004 bliver han arresteret i Japan, men med hjælp fra blandt andet Gudmundur Thorarinsson får Bobby Fischer asyl i Island, hvor han dør 17. januar 2008. Han ligger begravet på kirkegården i Selfoss.

Mange har spurgt om, hvorfor Gudmundur Thorarinsson hjalp Bobby Fischer med at få asyl på Island.

– Bobby Fischer viede sit liv til at flytte skakbrikker fra hvide til sorte felter. Hvorfor skulle USA, der har givet os Hiroshima og Nagasaki fratage ham hans frihed, hans familie og venner, spørger Gudmundur Thorarinsson til gengæld.

Tænkte kun på matchen
Nu 40 år efter matchen er der kun en enkelt ting, som han fortryder.

– Dengang var jeg bare interesseret i, at matchen blev gennemført. Jeg tænkte kun på den match i al den tid, den stod på. I dag fortryder jeg, at jeg ikke brugte mere tid på at få snakke med de folk, der også var til stede under matchen – folk som jeg gerne ville have lært at kende – jeg tænker på folk som Najdorf, Byrne og Golombek, siger den i dag 72-årige Gudmundur Thorarinsson.

Esben Dige