Ziska fører CCC 2012

IM Helgi Dam Ziska fra Færøerne fører Copenhagen Chess Challenge 2012 med 6 af 7 inden de to afsluttende runder. Den 21-årige færing er samtidig godt på vej mod at score sin første GM-norm.

Ved DM i påsken i Helsingør endte Ziska sidst uden at vinde et eneste parti. I CCC i Ballerup er der kommet helt andre boller på suppen. Lørdag slog Ziska begge Nordkalottens svenske stormestre, Jonny Hector og Stellan Brynell, og med en ratingpræstation på 2685 indtil nu, er stormesternormen meget tæt på.

Søndag kl. 10. møder Ziska tyskeren IM Thorsten Michael Haub, der ligger ½ point efter. Haub har kun turneringssejren at spille efter, da det allerede nu ligger fast, at han ikke kan nå at møde titelholdere nok til at score en GM-norm.

Reglerne for at score normer til de internationale titler indeholder krav til modstandernes ratinggennemsnit, det maksimale antal af modstandere fra samme nation, antallet af titelholdere (mindst 50 %) med mere. Skakdommer Byrial Jensen, der stå bag hjemmesiden www.skaktal.dk, giver en fin gennemgang af reglerne her: www.skaktal.dk/blog/2011/10/krav-til-titelnormer


IM Helgi Dam Ziska – GM Jonny Hector (foto: thv)

Længere nede i feltet har flere spillere stadig mulighed for at score IM-normer hvis resultaterne flasker sig i de to sidste runder søndag. F.eks. kan Niels Jørgen Fries Nielsen score sin tredje og sidste IM-norm og blive International Mester i en alder af 54 år. De to første normer er begge scoret i turneringer hos K41 i Valby. Den første i 1990 og nummer to i 1995. Det er også tilbage i 1990erne, at Niels Jørgen Fries Nielsen har haft over 2400 i rating – et andet krav for at blive International Mester.


Niels Jørgen Fries Nielsen (foto: thv)

Der venter en spændende søndag.

Stillingen i toppen efter 7. runde:
1. IM Helgi Dam Ziska (2450), Færøerne, 6 point
2. IM Thorsten Michael Haub (2476), Tyskland, 5½ point
3. GM Stellan Brynell (2489), Sverige, 5 point
4. IM Daniel Semcesen (2461), Sverige, 5 point
5. IM Mads Andersen (2431), Danmark, 5 point
6. GM Jonny Hector (2560), Sverige, 5 point
7. GM Henrik Danielsen (2498), Island, 5 point
8. GM Hans Tikkanen (2566), Sverige, 5 point
9. GM Heikki Westerinen (2335), Finland, 5 point
10. Vladimir Minko (2188), Rusland, 5 point
11. FM Jacob Carstensen (2305), Danmark, 5 point
12. Niels Jørgen Fries Nielsen (2326), Danmark. 4½ point

Der deltager 66 spillere.

8. rundes topopgør:
IM Thorsten Michael Haub – IM Helgi Dam Ziska
IM Daniel Semcesen – GM Hans Tikkanen
IM Mads Andersen – GM Jonny Hector
Vladimir Minko – GM Henrik Danielsen
GM Stellan Brynell – FM Jacob Carstensen

Resterende program:
8. runde søndag den 6. maj kl. 10.00-15.00
9. runde søndag den 6. maj kl. 15.00-20.00

Spillested: Tapeten, Magleparken 5, 2750 Ballerup.

Betænkningstid: 90 minutter til hver spiller til hele partiet + 30 sekunders tillæg pr. træk fra træk 1.

Hjemmeside: www.copenhagenchesschallenge.dk