Boganmeldelse

I samarbejde med Dansk Skaksalg søsætter Dansk Skak Union, som et forsøg, boganmeldelser her på siden. Det er tanken, at der skal bringes en anmeldelse ca. hver 14 dag. Efter en forsøgsperiode vil vi tage stilling til, om boganmeldelser skal være et fast punkt her på hjemmesiden.

Dagens anmelder er førstedivisionsspiller Thomas Mørkøre fra K41.

Af Thomas Mørkøre
Larry Kaufman: The Kaufman Repetoire for Black and White, New in Chess, 2012.
496 sider.

I 2004 udkom ”The Chess Advantage in Black and White” af Larry Kaufman. Det var en bog med et repetoire for både sort og hvid. Nu er repetoirebøger ikke et særsyn, men det særlige ved denne her var, at forfatteren lod computere stå for anbefalingerne. Kaufman lavede simpelthen et repetoire baseret på åbninger, der rent statistisk scorede bedst! Nogle gange var computerne uenige, så måtte Larry ind og lave en menneskelig vurdering. Bogen blev et hit. Mange klubspillere savnede en bog, hvor de kunne få et samlet repetoire på et sted – og dette behov blev opfyldt her. Bogen fik desuden gode anmeldelser af John Watson, der er kendt for at være særdeles kritisk og gå gennem bøgerne med en tættekam.

Her – otte år senere – har Kaufman rystet posen på ny. Han har skiftet forlag og det meste af repetoiret ud, så der nu mere er tale om en ny bog end en genudgivelse. Konceptet er stadigvæk det samme; computerne summer lystigt i baggrunden.

Med Hvid

I 2004-udgaven baserede Kaufman sine anbefalinger på 1. e4. I den nye udgave er han skiftet til 1.d4 og 2.c4. Der er tale om sunde hovedvarianter, og flere steder giver han endda et alternativ, hvis læseren ikke kan lide skarp sovs. Eksempelvis har han back-up varianter til Kongeindisk og han lader det også være op til læseren om han/hun vil spille Nimzoindisk eller ej. Det giver en god fleksibilitet i repetoiret, så man ikke behøver at spille det samme hele tiden.

Personligt studsede jeg lidt over, at han kun giver et enkelt parti mod Benkö-gambitten, men Kaufman anbefaler enkle løsninger, hvor det er muligt. Jeg har prøvet varianten i nogle lynpartier på nettet – med gode resultater.

Mod Hollandsk slår Kaufman dog håret lidt ud: Han anbefaler 1.d4, f5. 2. Lg5!? Bestemt ikke en hovedvariant, men et spændende alternativ med en lille smule gift.

Mod dronninggambit anbefales – som i næsten alle andre repetoirebøger – afbytningsvarianten. Det kan måske være skuffende, men Kaufman argumentere i indledningen, hvorfor han har truffet dette valg.

Jeg har prøvet hele repetoiret af i lyn på nettet samt et par seriøse partier – og jeg har ikke været i problemer i åbningen endnu!

Med Sort
Mod 1.e4 holder Kaufman fast i 1…e5. Han har dog skiftet Berliner-forvaret ud med Breyer-varianten, som Carlsen også spiller. Det er et klart plus i min bog! Mod Italiensk anbefaler han 5…0-0. Mange vil nok undgå 1…e5 fordi sort skal kunne en masse teori. Kaufmans argument er, at hvis hvid undgår hovedvarianterne, så er det til sorts fordel. Efter at have arbejdet en del med bogen, så synes jeg, at arbejdet er overkommeligt.

Mod 1.d4 anbefaler Kaufman Grünfeld-indisk, hvilket undrede mig lidt. Jeg har altid set Gründfeld som en åbning, der kræver meget vedligeholdelse, men igen: Kaufman vælger nogle enkle løsninger for sort, så arbejdet bliver overkommeligt. Dog mener jeg stadigvæk, at Grünfeld er en svær åbning for os dødelige, men det er en smagssag.

Kaufman blev senior-verdensmester i 2008, og har i øjeblikket 2410 ifølge FIDE. Han er ikke så kendt herhjemme, men han har arbejdet professionelt med Rybka og er nu i gang med et nyt program, Komodo. Kaufman kommer ikke med anfalinger uden at computeren har talt, hvilket af og til giver nogle foreslag, der tydeligt bærer præg af fravær af menneskelig hjerneaktivitet. Et eksempel:

 

Sort trækker. Hvad vil du spille her? Computeren vil spille Tg8! Kaufman skriver, at han vil prøve at forklare trækket hvilket han også gør udmærket. Det skal siges, at mange af de forbedringer, som Kaufman kommer med, er stærke og til at forstå.

Konklusion
Bogen giver, efter min mening, en god basis for et åbningsrepetoire for klubspilleren mellem 1500-2100 i rating. Ingen åbningsbog (medmindre vi snakker Aagaard, der skyder Tarrasch ind i det næste århundrede) kan dække det hele. Når man arbejder med bogen, så kommer de små huller frem. Eksempelvis undrer det mig at 1. e4, e5. 2. Sc3, Sf6. 3. g3 ikke er med i bogen. Jeg kunne, som hvid, også tænke mig et svar på 1.d4, d5. 2. c4, Sc6. 3. Sc3, e5!? Det må man kigge efter andre steder. Bemærk i øvrigt, at meget af det markedsføringshype omkring bogen, der findes på nettet, handler om førsteudgaven af bogen, hvilket jeg synes er usympatisk. Den foreliggende udgave kan sagtens stå for sig selv; Larry Kaufman har gjort et godt stykke arbejde.

Thomas Mørkøre