Peter Heine videre til 4. runde

Peter Heine Nielsen var helt suveræn i omkampen mod Parligras. 2 – 0 vandt Peter Heine og er nu blandt de sidste 16 spillere ved World Cuppen i Khanty-Mansiysk.

I ottendedelsfinalen møder danskeren verdens nummer 11 Vugar Gashimov (2760) fra Aserbajdsjan.

Peter Heine har sort i første parti, der spilles tirsdag kl. 11.00 dansk tid.

Peter Heine fortæller selv om omkampens to partier, der kan gennemspilles til sidst i artiklen:

1. parti:
Jeg overraskede lidt med symmetrisk engelsk med Sf6, jeg plejer at sætte den på e7, men Parligras overraskede tilbage med det sjældne Dh4. Jeg prøvede at reagere aktivt, hvilket betød at jeg tabte en bonde, men med rimeligt modspil. Jeg fandt det stærke 17…Tf5! og han burde have viklet af til remis, som der var en taktisk mulighed for. I stedet overså han at jeg havde 19….Txb5!, der vandt en officer og partiet

2. parti:
Parligras spillede Hollandsk, og jeg valgte en opstilling, jeg brugte nogle år tilbage for at overraske lidt tilbage, og som jeg altid har haft en vis tillid til. Grundet matchstillingen tog Parligras store risici, han vandt en bonde, men imod meget stor kompensation til mig. Da jeg fik spillet 16. b3! kan han ikke forhindre at min løber kommer til e6 med totalt dominerende stilling og efterfølgende gevinst.

Der er kommet en forklaring på at partiet Moiseenko  – Navara i 3. rundes andet parti, blev remis i en klar gevinststilling for sidstnævnte. Undervejs i partiet rørte David Navara ved en fejl både sin konge og løber, Moiseenko hævdede at kongen var rørt først og krævede ”rørt brik”. Navara fik ham overbevist om, at det ikke var hans hensigt, at rykke kongen, da det ville tabe partiet hurtigt.  Moiseenko  fortæller:  ” Navara on the 35th move first touched the king. I told him: the king moves. However, I realized that my opponent accidentally made this mistake; it is not possible that he could so easily blunder the piece. This is the reason I did not insist on his move with the king.”

Navara ville ikke vinde partiet, hvis der bagefter kunne skabes tvivl om hans opførsel undervejs og da gevinsten var soleklar, tilbød han remis. På både FIDEs og turneringens hjemmeside omtales episoden som et eksempel på Fair Play. Som skakdommer er jeg helt uenig. Enten er der rørt brik eller ikke, og partiet skal spilles videre fra den beslutning, som dommeren træffer. Og episoden er så helt ude af verden og kan ikke senere spille ind på resultatet.

Nu måtte Moiseenko  – Navara ud i omkamp, der endte 1-3 til Navara.

Ottendedelsfinalerne ser således ud:
Judit Polgar (2699), Ungarn – Leinier Dominguez Perez (2719), Cuba
Gata Kamsky (2741), USA – Peter Svidler (2739), Rusland
Ruslan Ponomariov (2764), Ukraine – Lazaro Bruzon (2673), Cuba
Vugar Gashimov (2760), Aserbajdsjan – Peter Heine Nielsen (2681), DK
Vassily Ivanchuk (2768), Ukraine – Xiangzhi Bu (2675), Kina
Teimour Radjabov (2744), Aserbajdsjan – Dmitry Jakovenko (2736), Rusland
Yaroslav Zherebukh (2590), Ukraine – David Navarra (2722), Tjekkiet
Alexander Grischuk (2746), Rusland – Vladimir Potkin (2682), Rusland

Turneringens største overraskelse hidtil er Yaroslav Zherebuk (2590) fra Ukraine. Han er seedet som nummer 94 af de 128 startende spillere, men har slået Pavel Eljanov (2697), Ruben Felgaer (2573) og Shakhriyar  Mamedyarov (2765) ud indtil nu. Alle tre blev slået i hurtigskakomkamp.

World Cuppens hjemmeside: http://chess.ugrasport.com/