Efter en net-afstemning blandt Dansk Skak Unions medlemmer er Peter Heine Nielsen blevet valgt til Årets Spiller 2011. Opløbet blev det tætteste i mange år, da Peter Heine Nielsens forspring til den tredobbelte danmarksmester, Allan Stig Rasmussen, var på bare 21 point.
Top 10:
1. Peter Heine Nielsen, 1132 point
2. Allan Stig Rasmussen, 1111 point
3. Andreas Hagen, 917 point
4. Jørn Sloth, 851 point
5. Jacob Carstensen, 602 point
6. Sune Berg Hansen, 588 point
7. Mads Andersen, 547 point
8. Bjørn Møller Ochsner, 323 point
9. Martin Bækgaard, 285 point
10. Silas Lund, 284 point
Årets Skakspiller 2011- Peter Heine Nielsen (foto: thv)
Peter Heine stod øverst på listen på 45 af de 137 afgivne stemmer, mens Allan Stig Rasmussen var nummer et på 26 lister; men Allan Stigs mange anden- og tredjepladser opvejede næste Peter Heines forspring. En førsteplads giver 12 point, en andenplads 10 point, tredjeplads 8 point og derefter 7-6-5-4-3-2 og 1 point.
I flere kommentarer til afstemningen fremhævede de danske skakspillere Peter Heine Nielsens flotte World Cup i Khanty-Mansiysk som begrundelse for at sætte ham øverst på listen. Ved World Cuppen nåede Peter Heine helt til 4 runde og eliminerede bl.a. den engelske verdensstjerne Michael Adams undervejs. En god figur ved ved Europa Cuppen for klubhold med Baden-Baden og deltagelse i World Mind Games i Kina har selvfølgelig heller ikke skadet kandidaturen.