Første parti i anden runde ved World Cuppen mellem Michael Adams og Peter Heine Nielsen endte hurtigt remis.
Ovenpå den nervepirrende omkamp i går mellem Peter Heine og Evgeny Postny, fik danskeren en rolig dag i Khanty-Mansiysk, da Michael Adams med hvid tilbød remis efter bare 23 træk. Da havde englænderen brugt 40 minutter mere end Peter Heine, der næsten havde spillet a tempo hele partiet. Partiet kan gennemspilles til sidst i artiklen.
Peter Heine fortæller om dagens parti:
“Jeg overraskede ham med Drage-varianten i siciliansk, som jeg nærmest ikke har spillet før, bortset fra et enkelt parti fra Politiken Cup. Der var trækfølgen dog 1. Sf3 g6 2. e4 c5.
De første 20 træk var identiske med Sergei Rublevsky – Viktorija Cmilyte fra EM i marts i år. Rublevsky spillede 21. De4 og partiet blev remis efter 43 træk. Adams prøvede 21. Dg5, men stillingen er meget lige og solid, så remis.
En god start, men der er lang vej endnu.”
Torsdag kl. 11.00 er det Peter Heine Nielsens tur til at have de hvide brikker.
World Cuppens hjemmeside: http://chess.ugrasport.com/