Jens Kristiansen alene i spidsen

Landsholdsklassen i skak føres efter 6 runder af feltets ældste spiller, IM Jens Kristiansen, men hele seks spillere deler andenpladsen kun ½ point efter Kristiansen. Teoretisk har 9 af feltets 10 spillere stadig muligheden for at vinde DM.

I dagens partier vandt Lars Schandorff over Kristian Seegert, der endnu ikke har fået point i Landsholdsklassen. Kun et andet parti fandt en vinder, da Mikkel Antonsen slog den forsvarende mester Allan Stig Rasmussen i dagens længste parti. Partierne kan gennemspilles til sidst i artiklen.

6. rundes resultater:
IM Jens Kristiansen – GM Jacob Aagaard ½ – ½
IM Mikkel Antonsen – GM Allan Stig Rasmussen 1 – 0
IM Simon Bekker-Jensen – IM Steffen Pedersen ½ – ½
IM Mads Andersen – IM Rasmus Skytte ½ – ½
Kristian Seegert – GM Lars Schandorff 0 – 1

På Hotel Scandic i Odense er alle grupper i DM i Skak nu i gang. Landsholdsklassen startede lørdag, da de skal nå at spille 9 runder inden en danmarksmester er fundet påskedag. De øvrige grupper spiller enten 7 eller 5 runder.

24 partier fra turneringen kan følges live på Internettet og på Dansk Skak Unions klub på nettet, Skak.dk, er der hver dag en stærk spiller, der kommenterer dagens partier live. Langfredag er IM Christian Kyndel Pedersen klar som kommentator kl. 14.00, en time efter rundestart. På spillestedet er det FM Per Andreasen, der hver dag guider de mange tilskuere igennem landsholdsklassens partier.

Fredag aften spilles DM i Lyn, hvor bl.a. GM Peter Heine Nielsen deltager. Sidste tilmeldingsfrist er fredag kl. 13.00. Se mere på turneringens hjemmeside.

Stillingen efter 6. runde:
1. IM Jens Kristiansen (2439), BMS, 4 point
2. GM Allan Stig Rasmussen (2535), Jetsmark, 3½ point
2. IM Simon Bekker-Jensen (2404), Brønshøj Skakforening, 3½ point
2. IM Steffen Pedersen (2427), Sydøstfyn, 3½ point
2. IM Mads Andersen (2417), Skanderborg Skakklub, 3½ point
2. GM Jacob Aagaard (2528), Sydøstfyn, 3½ point
2. IM Mikkel Antonsen (2456), Næstved, 3½ point
8. GM Lars Schandorff (2496), Sydøstfyn, 3 point
9. IM Rasmus Skytte (2405) Århus Skakklub/Skolerne, 2½ point
10. Kristian Seegert (2138), Viby Skakklub, 0 point

Der spilles 9 runder.


IM Steffen Pedersen har 3½ point (foto: thv)

I Kandidatklassen fører de to klubkammerater fra Brønshøj, FM Jacob Carstensen og FM Jakob Aabling-Thomsen, med 2½ af 3.

Spillested: Hotels Scandic, Hvidkærvej 25, 5250 Odense SV.

Landsholdsklassen spiller hver dag kl. 13.00 frem til søndag den 24. april. Sidste runde starter dog kl. 12.00.
DMs hjemmeside: www.skak-dm.dk/2011

Live-kommentering: Skak.dk