Fra IM Thorbjørn Bromann, kvindeholdets holdleder ved OL i Khanty-Mansyisk, har vi fået nedenstående afsluttende rapport fra turneringen.
Af Thorbjørn Bromann (tekst & foto)
Afrunding på OL
Herrerne havde fået en glimrende lodtrækning med Østrig i sidste runde i en på papiret lige kamp. Da alle andre spillede remis var Allans fine sejr på 2. brættet nok til en flot matchsejr og en lækker slutplacering som nummer 19 langt over seedningen. Resultaterne undervejs var generelt svingende, men tre afsluttende sejre sikrede den flotte placering. Som noget nyt havde herreholdet en stærk stormester med som træner og dette spændende tiltag skal nu evalueres. I et af de kommende numre af Skakbladet vil der formentlig være meget mere om herreholdets OL, men kan man ikke vente, så har træner Jan Gustafsson skrevet en del på hans hjemmeside om herreholdet.
Jan Gustafsson ved afslutningsceremonien.
Kvindeholdet var i sidste runde oppe mod Mexico. De ville normalt være favoritter, men havde overraskende valgt at lade deres 1. bræt sidde over. Det var vi bestemt ikke kede af, da der er stor forskel på sejr og nederlag i sidste runde ift. slutplaceringen. Nu lignede det pludselig en meget lige kamp, som vi helt klart satsede på at vinde.
Vi fik da også en fin start. En gevinststilling, to gode stillinger og en svær, men måske bare uklar stilling var situationen efter åbningen. Carina nappede med sort en bonde i åbningen, som modstanderen dog havde masser af spil for. Carina var under hårdt pres, men strittede godt imod, men desværre faldt det hele fra hinanden og vi var bagud 1-0.
Jeg var dog ikke så nervøs, da det på dette tidspunkt så rigtig godt ud på de resterende brætter. Thomine vandt tidligt en bonde i åbningen med de sorte brikker. Resten af partiet spillede Thomine glimrende og der var aldrig tvivl om sejren.
Oksana (billedet tv.) spillede noget, der lignede hendes forberedelse med hvid. Hun skulle passe lidt på i første del af partiet, som bød på flere taktiske pointer, men hun holdte hele tiden hovedet koldt og vandt en bonde i midtspillet. Derefter var det Oksana, der styrede spillets gang og hun vandt også kort efter.
Marie var ikke i sin bedste form under dette OL, men i sidste runde spillede hun et glimrende parti. Hun var godt forberedt med hvid i fransk og havde helt styr på den struktur som opstod. Med masser af tålmodighed forbedrede hun langsomt sin stilling hele tiden og vandt stensikkert.
Dermed sluttede vi glimrende af med en 3-1 sejr og med to afsluttende sejre blev det til en fin slutplacering som nummer 45 (vi var seedet 57). Undervejs havde kvindeholdet noget svingende resultater. Dog leverede alle meget koncentrerede indsatser under runderne og alle kæmpede virkelig for holdet.
Oksana leverede på 1. brættet en glimrende indsats med 7/10. Efter min mening er Oksana gået meget frem de seneste 1-2 år. Især ser hun nu mange små taktiske finesser, som hun tidligere har misset og under mange af runderne udspillede hun bare sine modstandere eller holdte nemt remis mod højereratede. Resultatet kunne nemt have været mindst ½ point bedre, da jeg i tabspartiet mod Albanien bad hende om at afslå modstanderens remistilbud for holdets skyld.
Resten af holdet leverede hæderlige indsatser, men tabte alle lidt elo. Generelt var vi gode og effektive mod lavereratede modstandere, mens det kneb gevaldigt, når modstanderne havde mere i rating end os. Bedre åbningskendskab, mere skakkultur (som Sune kalder det) og mere erfaring i at spille mod stærke spillere er efter min mening nogle af de ting, som vi manglede denne gang. Til gengæld blev der fightet fantastisk!
Der var mange, som på forhånd var noget usikre på, hvordan det ville være at skulle spille OL i Sibirien. Det skulle dog vise sig, at der intet var at frygte. Khanty-Mansiysk ligger dog langt væk fra andre storbyer og sightseeing i byen kunne klares på en effektiv dag. Bortset fra det, så havde arrangørerne dog gjort alt for, at det hele skulle fungere. Vi boede på et spritnyt og kæmpestort hotel, som var blevet bygget til lejligheden. Her var der en stor og udmærket buffet morgen, middag og aften, lavet af kokke fra St. Petersborg, der ligesom tjenerne var fløjet ind til lejligheden. Hotellet bød bl.a. også på fitnesslokaler, som jævnligt blev besøgt af den danske delegation. Der var i øvrigt flere af de store skaknationer (bl.a. Tyskland), som frygtede at vores hotel ikke blev færdig i tide til OL og derfor havde ønsket at bo på et andet (og væsentlig dårligere) hotel. Khanty-Mansiysk er for lille, og hotellet alt for stort, til at det til daglig vil kunne betale sig, at holde vores nybyggede hotel kørende, så efter OL er det planen, at hotellet skal ombygges til almindelige lejligheder til bl.a. læger og undervisere, der kommer til byen.
Der var intet at være bange for, når man bevægede sig rundt i byen. Russerne havde sørget for at der var politi over alt i byen og når vi kom kørende i bussen blev alle andre biler holdt tilbage. Selv de traditionelle fester (Bermudafesten og Irish Party) var godt arrangeret på det lokale diskotek, på trods af, at der var lige lovlig varmt og lidt for få bartendere.
Det mest overraskende for undertegnede var prisniveauet i Khanty-Mansiysk. I supermarkederne var det stort set danske priser. Jeg tænkte meget over, hvor hårdt de russiske familier må have det, når man samtidig tænker over de lave russiske lønninger. Dog var cigaretter, vodka og taxature meget billigere end herhjemme, men det kunne vi jo ikke bruge til så meget derovre.
De to store spillelokaler var også udmærkede. Kamplederne var generelt kompetente og ikke specielt strikse, så der var som oftest en god stemning omkring kampene og ikke al for megen uro. Under kampene kunne der hentes gratis vand, te og kaffe samt småkager. I lobbyen blev der under runderne ført valgkamp af bl.a. Kirsan, Karpov, Danailov, Tromsø og bulgarske Albena, som på hver deres måde forsøgte, at gøre reklame for sig selv.
Under hele OL har vores guide Yuliya fulgt os med bussen til runderne og været behjælpelig med diverse ting. Det har været rigtig fint, selvom vi i forvejen var godt stillet med både Oksana og Nikolaj som russisktalende. Yuliya havde meldt sig som frivillig guide og afsat et par uger til bare at følge os. Hun studerer til daglig sprog på byens universitet med 4-5000 andre studerende, som i øvrigt alle havde fået udsat deres studiestart med over en måned pga. Skak-OL.
Det var ikke meningen, at guiderne skulle have løn for deres store indsats, men det endte med at de alle fik 7000 rubler (mindre end 1400 dkr.) for deres indsats, hvilket Yuliya var fint tilfreds med. Hun kunne nemlig fortælle, at hun hver måned kun fik 2000 rubler (under 400 dkr.) i uddannelsesstøtte af staten, hvilket rækker til to besøg i supermarkedet i Khanty-Mansiysk (dog ville det række til 3 besøg i hendes barndomsby, som er lidt billigere end ”områdets hovedstad”). De 2000 rubler om måneden havde hun gjort sig fortjent til via gode karakterer på universitet. Man kan få op til 3000 rubler om måneden, hvis man klarer sig ekstraordinært godt. Til gengæld får man 0 rubler, hvis man bare i et enkelt fag ”kun” klarer sig tilfredsstillende. Yuliya er dog så heldig, at hendes forældre hjælper hende økonomisk, så hun har råd til at studere.
Hjemrejsen med FIDE-charterfly til München, hvor vi skulle overnatte en enkelt nat inden turen gik hjem til Danmark, forløb uden de store problemer i modsætning til nogle af de andre charterfly fra Khanty, som var op til 9 timer forsinket! Alt i alt kunne den danske delegation se tilbage på et par gode uger i Sibirien med resultatmæssige op- og nedture, men med fine slutplaceringer i det måske bedst arrangerede Skak-OL til dato.
Thorbjørn Bromann, Danmark
Links til OL:
Officiel side: www.ugra-chess.ru
Resultater: www.chess-results.com/tnr36795.aspx?lan=1
Holdkaptajn Jan Gustafssons side: www.jan-gustafsson.de