XtraCon 5 starter fredag

Stormesterturneringen XtraCon i Skovbo er nu kommet til udgave nummer 5. Turneringen er stærkere og større end sidste års udgave. Når urene sættes i gang fredag kl. 18.00 vil firs spillere fra elleve forskellige lande være klar ved brætterne.

Favoritterne er GM Yuri Drozdovskij (2624) fra Ukraine, GM Tiger Hillarp-Persson (2575), Sverige samt sidste års vinder GM Sarunas Sulskis (2572), Litauen.


IM Rasmus Skytte mod GM Sarunas Sulskis i 1. runde sidste år. (Foto: thv)

De danske forhåbninger knytter sig til GM Lars Schandorff, IM Mikkel Antonsen, IM Rasmus Skytte, GM Carsten Høi og måske 15-årige Mads Andersen, der jagter sin sidste norm til IM-titlen.

Mikkel Antonsen skal kort efter turneringen til OL i Khanty-Mansiysk, der spilles fra den 19. september til 4. oktober.

Spillestedet er Borup Kulturhus, Møllevej 2, 4140 Borup ca. 5 minutters gang fra Borup Station. Kulturhuset er tidligere rådhus og giver fine spilleforhold.

Turneringens hjemmeside med live-dækning: http://skovbo.xtracon.dk/