Eljanov vandt Politiken Cup 2010

Ratingfavoritten GM Pavel Eljanov (2755) fra Ukraine vandt Politiken Cup 2010 med et halvt points forspring til GM Maxim Rodshtein, GM Konstantin Landa og GM Bartlomiej Macieja.

I sidste runde slog Eljanov i overbevisende stil den andenseedede inder GM Surya Shekhar Ganguly. Ingen af de øvrige toppartier fandt en vinder, hvorfor Eljanov med scoren 8½ af 10 blev udelt vinder.


GM Pavel Eljanov (foto: thv)

Med sejren i Politiken Cup vinder Eljanov 6 ratingpoint og rykker to pladser frem på verdensranglisten, så han nu er nummer 6 i verden.

GM Maxim Rodshtein (2615) fra Israel tog andenpræmien på bedre korrektion end Landa og Macieja.


GM Maxim Rodshtein (foto: thv)

Bedste dansker blev GM Allan Stig Rasmussen på 8. pladsen med 7½ point. GM Sune Berg Hansen, der sluttede turneringen ved af slå stormesterkollega Lars Schandorff, scorede også 7½ point og endte som nummer 11.

Allan Stig og Sune Berg skal som bekendt spille OL for Danmark senere på året og udover den gode præstation i Politiken Cup, kan de tage en Mikkel Antonsen i topform med til Khanty-Mansiysk til september. Antonsen var i sidste runde tæt på at vinde over GM Evgeny Postny (2577) efter et spændende officersoffer, men måtte nøjes med remis og 9 Elo-point ekstra.


IM Mikkel Antonsen (foto: thv)

Poltiken Cup skal også de næste tre år spilles på Lo-skolen i Helsingør. I 2011 spilles der igen i uge 31, dvs. fra lørdag den 30. juli til søndag den 7. august.

Mandag offentliggøres hvem, der skal have de to skønhedspræmier, den ene for vindere over 2200 i rating og den anden for vindere under 2200. Det er skakforlaget Quality Chess, der har udstedt de to præmier.

På turneringens hjemmeside kan alle resultater findes og alle partier gennemspilles.

Hjemmeside: www.politikencup.dk