VM-matchen mellem verdensmester Viswanathan Anand og udfordrer Veselin Topalov er blevet udskudt én dag, så første parti spilles lørdag i stedet for fredag. Hele programmet er således rykket en dag. Der spilles to dage i træk efterfulgt af en fridag. En evt. omkamp spilles den 13. maj.
Udsættelsen skyldes Anands sene ankomst til Bulgariens hovedstad, Sofia. Anand strandede i Frankfurt lufthavn på grund af askeskyen fra den islandske vulkan Eyjafjallajökull. Anand og kompagni måtte leje en bus og efter 40 timers rejse ankom de tidligt tirsdag morgen. På ChessBase.com ses en udførlig rapport om rejsen. Af billedmaterialet fremgår det at sekundant GM Peter Heine Nielsen også var med på rejsen.
Udsættelsen betyder at den tidligere offentliggjorte plan for kommenteringen på Skak.dk skal ændres. Vi offentliggør den nye plan her på siden snarest muligt, men det ligger fast, at det er IM Kim Pilgaard, der åbner ballet på lørdag. Partierne starter kl 14.00 dansk tid, kommentatoren går live på Skak.dk en time senere.
Hjemmeside: www.anand-topalov.com