EM for Ungdom 2009 slut

Mads Andersen sluttede på 6. pladsen ved EM for Ungdom. Læs sidste beretning fra turneringen herunder.

Af Jakob Aabling-Thomsen og Ivan Andersen
Runde 8
Jakob sluttede med endnu en remis. Det blev som ventet noget Anti Kongeindisk, og Jakob fik en god stilling. Modstanderen fra Skotland fik desværre en evig trussel på Jakobs konge, og der blev taget trækgentagelse. Dermed slutter Jakob på 3 point, en smule under forventet, men da han endelig kom i gang i runde 5 tabte han faktisk bare et parti i resten af turneringen.

Kristian spillede sin Dargevariant i Siciliansk mod en græker, dog med en lidt anden trækfølge end han plejer. Det blev, som altid i Kristians partier, vildt drabeligt. Kristian ofrede sin dronning for en officer, men vandt efterfølgende materialet tilbage, og det endte i et slutspil, hvor Kristian var nede med en kvalitet for 2 bønder. Det holdt desværre ikke, og Kristian måtte ned. Han sluttede dermed på 4 point, hvilket var lige omkring hans forventede score, men stadig lidt under Kristians og vores forventninger, for Kristian er hastigt på vej fremad, og han spiller en gang underholdende angrebsskak.

Mads sluttede af med en sejr over en russisk modstander. Modstanderen spillede Caro-Kann, og der blev rokeret modsat. Det hele mundede ud i at Mads havde dronning, løber og 4 bønder mod to tårne, springer og to bønder, og da han fik snoet sig ud af modstanderens angreb, vandt han glat. Mads slutter på 6½ point på en 6. plads. Han tabte kun et parti i turneringen, og hans overmand med det noget misvisende elo-tal på 1906, endte faktisk med sølvmedalje og en præstationsrating på 2306.

Da der var præmier til de 10 bedste i hver gruppe, måtte vi for første gang i mange år af sted til afslutningsceremoni. Der var også nok at klappe af, for udover Mads’ flotte placering fik vores svenske broderfolk en 7. plads ved Nils Grandelius i U16 og en bronzemedalje i Piger U18 ved Inna Agrest, der samtidig scorede en WIM-norm!


Jakob Aabling-Thomsen, Kristian Seegert, Jakob Glibstrup & Mads Andersen.
Foto: Ivan Andersen

Dermed er det slut for et rigtig godt arrangeret mesterskab. Pakhuset viste sig at fungere glimrende som spillested, og vi boede på et super hotel. Eneste minus var busturene frem og tilbage, men selv det blev rutine, og man kan ikke få det hele.

Hjemmeside: www.euroyouth2009.com