Helsinge igen danske mestre

Det blev som ventet Helsinge Skakklub, der endnu en gang løb af med det danske mesterskab i holdskak. Efter at nordsjællænderne lørdag havde øget forspringet til de nærmeste konkurrenter fra Århus/Skolerne var det alligevel ved at blive ganske spændende søndag, da det denne gang var århusianerne, som vandt stort.

I det sidste parti i matchen mellem Helsinge og Aalborg satsede Emanuel Berg pludselig voldsomt mod Nicolai V. Pedersen. En disposition, som vakte lidt uro blandt holdkammeraterne, idet remis var nok til at sikre mesterskabet. Skulle svenskeren gå hen at tabe, ville det nemlig have været Århus/Skolerne, som var løbet med titlen. Det viste sig dog, at Berg havde styr på det og vandt partiet.

Helsinge Skakklub vandt dermed den ottende titel på stribe.

I bunden var dramaet om muligt endnu større, idet tre hold kæmpede for at undgå nedrykning. Nordre blev udraderet af Nordkalotten i lørdagens kamp og havde dermed udspillet sin rolle, men til gengæld var Helsingør kommet i farezonen efter et stort nederlag til Helsinge.

Sydøstfyn og Nordkalotten mødtes indbyrdes, og netop den kamp skulle gå hen at blive helt afgørende. Efter nogen bølgen frem og tilbage, hvor det på et tidspunkt så ud til, at Sydøstfyn ville hive den nødvendige 5-3-sejr hjem, så blev det til sidst Nordkalotten, som løb af med sejren og samtidig sendte fynboerne ned i 1. division.

8. runde (12.04, 14:00):

Århus/Skolerne    - Brønshøj           5 - 3
Sydøstfyn - Jetsmark 4 - 4
Nordre - Nordkalotten 1 - 7
Aalborg - K 41 2½ - 5½
Helsingør - Helsinge 1½ - 6½

9. runde (13.04, 10:00):

Jetsmark          - Helsingør          5 - 3
Brønshøj - Nordre 4½ - 3½
Nordkalotten - Sydøstfyn 4½ - 3½
K 41 - Århus/Skolerne 1½ - 6½
Helsinge - Aalborg 5 - 3

Stillingen i Skakligaen:

 1 Helsinge        9   7 0 2   45.0  14
 2 Århus/Skolerne  9   6 2 1   44.0  14
 3 Brønshøj        9   6 0 3   37.5  12
 4 K 41            9   4 0 5   37.5   8
 5 Jetsmark        9   5 1 3   36.5  11
 6 Aalborg         9   5 0 4   36.5  10 
7 Nordkalotten    9   3 1 5   33.5   7 
 8 Helsingør       9   2 2 5   31.5   6
--------------------------------------- 
 9 Sydøstfyn       9   1 1 7   30.5   4
10 Nordre          9   2 0 7   27.5   4

www.divisionsskak.dk