Heldig dansk sejr

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

En lidt heldig sejr mod Island bragte det danske hold på rette spor i kampen om en Top 10-placering. Holdet er inden sidste runde placeret på en delt 13. plads og har mulighed for at forbedre denne placering med en sejr over Litauen.

Rusland måtte for første gang afgive point, da Spanien holdt uafgjort, men resultatet sikrede alligevel de suveræne russere titlen allerede inden sidste runde.  

Lars Bo Hansen skriver fra Kreta: 

8. runde (05.11):

Danmark Island 2.5 – 1.5
1 GM Peter Heine Nielsen 2626 GM Hannes Stefansson 2574 1 – 0
2 GM Sune Berg Hansen 2564 IM Hedinn Steingrimsson 2533 remis
3 GM Lars Schandorff 2520 GM Henrik Danielsen 2491 remis
4 IM Karsten Rasmussen 2495 GM Thröstur Thorhallsson 2448 remis

Med en noget heldig sejr på 2.5-1.5 mod Island har det danske hold fået spillet sig frem i tabellen og ligger før sidste runde på en delt 13. plads – ganske fornuftigt i betragtning af startseedningen som nr. 20. Med en sejr i sidste runde kan målet om en top 10-placering stadig opnås, og Danmark har gode chancer for at slutte som bedste nordiske nation. 

Dagens match mod Island var dramatisk og kunne have gået begge veje. Denne gang var heldet på dansk side. Matchen startede fredeligt, da Lars Schandorffs parti med Hvid mod Henrik Danielsen – dansk stormester, der nu er islandsk statsborger – sluttede remis allerede efter 10 træk og 20 minutters spil. Lidt overraskende for holdkaptajnen – det var ikke en matchtaktisk disposition, som vi havde diskuteret på forhånd – men stillingen var ret lige, og Lars og Henrik kender jo hinanden rigtig godt fra tidligere.

En times tid senere kom Danmark foran, da Peter slog Hannes Stefansson. Peter havde vist ikke den store fordel ud af åbningen – Engelsk – men pludselig begik Stefansson en stor fejl, Sorts kongestilling blev revet op, og efter kun 24 træk stod islændingen over for mat eller massive materialetab. Dejligt at se Peter tilbage på ret spor efter det uheldige nederlag mod Kroatien.

Så langt, så godt. Men i de sidste to partier brændte det virkelig på. Mest hos Sune, der for første gang forsøgte sig med Moskvavarianten i Slavisk – en skarp åbning, hvor Sort virkelig skal være på tæerne. Noget gik galt, og Sune tabte først én og derefter endnu en bonde. Det så ud til at være helt væk, men Steingrimsson kludrede op mod tidskontrollen – først på brættet, og derefter på noteringslisten, da han talte galt og i tidnøden kom til at gentage stillingen en gang for meget. Sune forlangte remis ved trækgentagelse og sikrede sig derved et heldigt – og meget afgørende – halvt point i en stilling, der formentlig stadig var tabt.

Så afhang alt (igen) af Karsten, som i den tro, at Sune ville tabe, i midtspillet valgte at forcere stillingen i et forsøg på at spille på gevinst. Men det var lige ved at give bagslag. Hvid fik angrebschancer, og Karsten måtte give en kvalitet for en bonde. Men det lykkedes ham ved solidt forsvarsspil at stabilisere stillingen og opbygge et uigennemtrængeligt fort. Kort efter tidskontrollen enedes man om remis.

Med sejren ligger Danmark lunt i svinget i forsøget på at opnå den top 10-placering, der før starten var vores målsætning. Det kræver formentlig en sejr i sidste runde mod Litauen, ikke helt umuligt mod et hold, der er seedet lige under os selv. Der er lagt op til en spændende og formentlig jævnbyrdig match mod det solide litauiske hold.

Samtidig kæmper de nordiske lande en hård kamp for at blive bedste nordiske nation. Her er vi et point bedre end Norge og Sverige, og to point bedre end Finland og Island inden sidste runde.

Sidste runde spilles tirsdag kl. 11 lokal tid (kl. 10 i Danmark).

 Peter Heine Nielsen (2626)
 Hannes Stefansson (2574)
Hold-EM, Kreta (8) 2007

1.d4 Sf6 2.c4 e6 3.g3 c5 4.Sf3 cxd4 5.Sxd4 d5 6.Lg2 e5 7.Sf3 d4 8.0–0 Sc6 9.e3 Le7 10.exd4 exd4 11.Lf4 0–0 12.Se5 Db6 13.Te1 Le6 14.Db3 Tac8 15.Sd2 Sh5 16.Sd3 Sb4 17.Le5 Tfd8 18.Lf3 Sf6 19.Lxf6 gxf6 20.Sf4 d3 21.Sxe6 fxe6

22.c5 Dxc5 23.Dxe6+ Kf8 24.Lh5 1–0 


 European Team Championships 2007
Heraklion (Grækenland) 27.10 – 07.11

www.euroteams2007.org

8. runde, udvalgte resultater:   Stillingen:
Spanien-Rusland 2.0 – 2.0   1

Rusland

15 22.5
Aserbajdsjan-Armenien 2.0 – 2.0   2

Israel

 12  19.0
Slovenien-Israel 1.5 – 2.5    

Armenien

Ukraine-Polen 2.0 – 2.0   4

Bulgarien

 11 20.5
Ungarn-Bulgarien 1.0 – 3.0   5

Frankrig

18.5
Tjekkiet-Frankrig 1.5 – 2.5   6

Aserbajdsjan

  18.0
Sverige-Holland 2.0 – 2.0    

Danmark-Island 2.5 – 1.5   16

Danmark

9 16.5
Norge-Montenegro 2.0 – 2.0   21

Norge

 8 17.0
Tyrkiet-Finland 2.0 – 2.0   23

Sverige

15.5
  25

Island

7 15.5
  28

Finland

15.0