Skidt start for Carlsen

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

Norske Magnus Carlsen fik den værst tænkelige start ved kandidatmatcherne i Elista, da han – som hvid – reelt blev udspillet i det første af seks partier mod Levon Aronian. Vinderen går videre til 2. runde, hvor der kæmpes om fire pladser til VM-turneringen i Mexico senere på året.

Første runde blev aldrig det helt store festfyrværkeri, men de otte partier producerede dog masser af god og spændende skak. Alexander Grischuk kom som den eneste udover Aronian fra start med en gevinst, da han slog Vladimir Malakhov. Malakhov kom aldrig rigtigt med i det parti, og efter at Sorts bondestilling blev revet op med bondeofferet 22.f6!, gik Grischuk på jagt efter de mange svage sorte bønder. Der nåede at falde tre af slagsen, før Malakhov opgav.

Tre bønder var også, hvad Evgeny Bareev nåede at indkassere mod Judith Polgar, men han havde til gengæld måttet aflevere tårn for løber. Det var nu ikke noget dårligt byt, og det var kun med heroisk fight, at verdens bedste kvindelige spiller sikrede sig et halvt point i det parti.

Michael Adams lignede også en vinder mod Alexey Shirov, da englænderen havde klart den bedste bondestilling i slutspillet med dronning og to tårne hver. Men netop da det lykkedes at vinde en bonde, besluttede englænderen, at det alligevel var for risikabelt at gå efter hele pointet og forcerede evig skak.

Resultater, 1. runde, 1. parti:

Ponomariov    – Rublevsky      remis
Kamsky        – Bacrot         remis
Carlsen       – Aronian        0 – 1
Polgar        – Bareev         remis
Adams         – Shirov         remis
Grischuk      – Malakhov       1 – 0
Leko          – Gurevich       remis
Gelfand       – Kasimdzhanov   remis

 Magnus Carlsen (2693)
 Levon Aronian (2753)
Kandidatmatch, Elista (1.1) 2007

1.e4 e5 2.Sf3 Sc6 3.Lb5 a6 4.La4 Sf6 5.0–0 Le7 6.d3 b5 7.Lb3 d6 8.a4 Tb8 9.axb5 axb5 10.Sc3 0–0 11.h3 Sb4 12.Se2 c5 13.Sg3 Le6 14.Lxe6 fxe6 15.c3 Sc6 16.Te1 Dd7 17.d4 exd4 18.cxd4 c4 19.Lg5 h6 20.d5 exd5 21.Lxf6 Lxf6 22.Dxd5+ Tf7 23.Dd2 Se5 24.Sxe5 Lxe5 25.Se2 Tbf8 26.Tf1 Tf3!

27.Ta3?!
Det er for farligt at tage tårnet, Sort slår blot igen. 27.Dd5+ Kh7 28.Tad1 var dog en bedre mulighed, men Sort står klart bedst efter for eksempel 27…Dc8! 29.Dxb5 Tb3 30.Dd5 Txb2.
27…Txa3 28.bxa3 Dc6 29.Sd4 Lxd4 30.Dxd4 Ta8 31.Ta1 c3 32.Db4 Dc5 33.Db3+ Kh8 34.Ta2 Ta4 35.Te2 Txa3 36.Dd1 Ta8 0–1