Udkast til program for Dansk Skak Unions Divisionsturnering 2006-07 er fremsendt til de implicerede klubber og kan fra i dag også ses på Nettet. Planlægningen er ikke uden problemer, idet den ny turneringsleder, Per Rasmussen, både skal navigere i forhold til datosammenfald med bl.a. DM i skoleskak, samt en turneringskomité-kendelse, der underkender forgængeren Finn Larsens afgørelse i matchen Dianalund – Nykøbing F.
Nykøbing havde anvendt en spiller ulovligt og var af Finn Larsen – i overensstemmelse med reglementets mulighed – tildelt et strafpoint foruden annullering af det spillede parti, som Nykøbing vandt. Turneringskomitéen nøjes med at annullere partiet, hvilket har den konsekvens, at Dianalund er nedrykker i stedet for Nykøbing. Sandsynligvis ankes sagen til Skaknævnet med indlysende ønske om hastebehandling.
Udkast til program med rettelser og ændringer kan læses på den ny turneringsside, der er under udarbejdelse, og som – når Per Rasmussen melder den klar – vil få fast link fra venstre menu på nyhedssiden på www.dsu.dk.
Divisionsturneringen 2006-07: www.divisionsskak.dk