OL: 2-2 mod Israel (herrer)

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

5. runde (25.05, 15:00):

Israel Danmark 2 – 2
GM Boris Gelfand 2727 GM Peter Heine Nielsen 2646 remis
GM Ilia Smirin 2662 GM Sune Berg Hansen 2555 remis
GM Emil Sutovsky 2628 GM Davor Palo 2546 remis
GM Boris Avrukh 2633 GM Lars Schandorff 2521 remis

Per Andreasen, holdkaptajn på herreholdet, beretter fra Torino

Endnu en god dag for de danske herrer. Det blev 2-2 mod skak-mægtige Israel efter 3 timers spil og 4 remiser! Vi tager det i kronologisk rækkefølge:

 
Sune var først færdig efter en times spil. Han havde de hvide mod Smirin (2662!) – og efter en del afbytninger i midtspillet tilbød israeleren pludselig remis. Sune sagde: “jeg tænkte lidt over tilbuddet – men ikke ret længe!”
 
Peter havde en meget vanskelig opgave med de sorte brikker mod superspilleren Gelfand (2727!). Det blev Dronninggambit og for mig at se udlignede Peter hurtigt spillet. Gelfand fik intet, og Peter holdt let remis. Undervejs troede jeg faktisk, at Peter stod bedst, men måske er det ikke rigtigt. Under alle omstaendigheder et meget fint resultat.
 
Davor havde brugt en del tid på at forberede sig. Sutovsky spiller næsten altid med hvid mod Caro-Kann: 1.e4 c6 2.d4 d5 3.e5 Lf5 og nu enten 4.Sc3 e6 5.g4 eller 4.c4. Det havde vi så brugt en del tid på. Men Sutovsky spillede 4.Sf3!? e6 5.Le2 – Short systemet – og det er altså noget helt helt andet, end det vi havde kikket på. Davor tabte en bonde men fik nogen kompensation. Under partiet talte jeg med Lars Bo (som jo sad over i dag), og vi mente begge at Davor ikke havde nok for bonden. Pludselig ofrede Sutovsky en kvalitet på d5, og både Lars Bo og Schandorff mente, at det var helt skørt. Jeg spurgte Sutovsky efter partiet, men han mente ikke, at det var så dårligt. Det finder vi ud af ved aftenens analyser. Nå, fakta er, at Davor fremtvang remis ved trækgentagelse. Også et fint resultat med de sorte brikker!
 
Lars Schandorff havde de hvide brikker mod altid farlige Avrukh, og det blev Slavisk. Lars fik tilsyneladende en meget fin stilling med to gode løbere mod to noget dårlige springere. Lars havde helt sikkert nogen fordel. Da Davor tog remis blev der selvfølgelig lagt et stort pres på Lars, og jeg sagde under partiet til Lars Bo, at jeg troede, at det sidste parti så også meget hurtigt ville blive remis. Og ganske rigtigt: Få minutter efter blev det remis, et helt logisk resultat af matchen! Også et glimrende resultat af Lars!
 
2-2, flot – flot mod de stærke israelere, der havde næsten 100 ratingpoint mere på hvert bræt. Det skal også med, at de kom i absolut stærkeste opstilling – de tog os seriøst. Det havde de også grund til, viste det sig!
 
Danske hold har mange gange vist, at vi er mega-gode til at bide os fat i bordkanten og holde en halv mod overmægtige modstandere. Det, vi mangler at vise, er, at en af spillerne på et tidspunkt vinder over en højere ratet modstander. Det sker yderst sjældent (Peter er her en undtagelse), men måske 6. runde viser noget andet!
 
Under alle omstændigheder har vi klaret os virkelig godt de første fem runder mod stærk modstand! 13 point af 20 mulige. Nu glæder vi os til fridagen, og så er vi klar til 6. runde, lørdag kl. 15.
 
Sammensætning af holdet 

En læser spørger, om det alene er mig, der udtager holdet fra dag til dag. Det er det overhovedet ikke – nærmere tværtimod – selvom man godt kunne tro det ud fra den sidste rapport. Det er spillerne selv, der stiller holdet, og de er helst foruden min mening og indblanding. Så længe der kun er 5 spillere i stedet for normalt 6 spillere, er det også betydeligt lettere at stille holdet. Jeg kommer kun ind i billedet, hvis spillerne ikke kan
blive enige. Hvis der skal træffes en beslutning, skæres igennem, er det naturligvis mig, der gør det. Det er vigtigt, at der hele tiden er en god stemning på holdet, og derfor må der ikke ske det, at spillerne indbyrdes begynder at diskutere alt for meget om, hvem der skal spille. Således at der kunne opstå større uenigheder spillerne i mellem. Derfor er det mig, der skal være “det dumme svin”, hvis tvisten skulle opstå, og sætte en spiller af holdet – en spiller der egentlig meget gerne ville spille. Det gør nemlig ikke noget, at en af spillerne (eller flere) er sure på mig – sålænge de som sagt ikke indbyrdes har nogle stridigheder.
 
Min opgave er derfor næsten udelukkende af praktisk karakter. Det er mig der “smørrer ostemadderne til drengene” som Per Holst, Nordre Skakklub, ganske rammende har udtrykt det. Jeg smørrer nu ikke ostemadder men henter kaffe til spillerne under partiet og fungerer som almindelig “stik-i-rend-dreng”! Ud over de praktiske opgaver er min allervigtigste opgave at sørge for, at der er en god og fordragelig stemning på holdet.
 
Jeg diskuterer ikke skak med spillerne, – det er jeg selvfølgelig slet ikke kompetent til. Jeg snakker dog skak med Davor og hjælper ham – også med forberedelserne. Men det er nu mest fordi, at sådan har det næsten altid været, og han er stadig interesseret i at høre min mening om forskellige “skakproblemer”. Det er selvfølgelig fordi, at Davor har rejst med mig, fra han var 12 år gammel.