B.T. uden skak

Skak i dagspressen har det svært, og trods stolte traditioner med faste spalter i landets største aviser, så ligger skakken desværre ofte først for, når sparerunderne skal gennemføres, eller artikelstof skal omprioriteres hos dagbladenes redaktioner.

Ekstra Bladet har nu i en årrække været uden Bent Larsens skriverier, og for få år siden var Jyllands-Posten og Berlingske Tidende uden skak i en kort periode, inden stærke læserreaktioner fik aviserne på andre tanker.

Nu er turen så kommet til B.T., der siden i mandags har været uden sin daglige skakspalte.

Naturligvis er det kun avisernes redaktioner, der kender sine læseres karakter, men én ting er sikkert, og det er, at redaktionen gerne vil lave den avis, læserne ønsker. Og rundt omkring i landet sidder der helt sikkert mange, som i denne uge har savnet den daglige dosis skak, som i en lang årrække har været leveret ved Jørn Sloth.

Skak er spændende stof med masser af gode historier, og det må B.T. heller ikke tage fejl af, så derfor er det nu, der skal reageres, hvis læserne vil have skak i B.T.

Det kan f.eks. gøres ved at skrive til redaktionen på: bt@bt.dk